Sverige og Frankrig booker billetter til VM-semifinale
Egypten kæmpede forgæves, da holdet tabte kvartfinalen til Sverige ved håndbold-VM. Også Frankrig gik videre.
De svenske håndboldherrer er klar til semifinalen ved VM. Her skal Sverige møde Frankrig i en kamp, der skal spilles fredag aften i Stockholm.
Det står klart, efter at Sverige onsdag aften vandt 26-22 over Egypten, mens Frankrig vandt 35-28 over Tyskland.
Egypterne kæmpede bravt i hele kampen mod Sverige, men manglede den sidste kvalitet for at hamle op med favoritholdet.
Sverige var dog bagud med 5-7 i starten af kampen, og egypterne var også foran med 9-8.
Men med seks mål i træk havde hjemmeholdet sat tingene på plads med en føring på 14-9 ved pausefløjtet.
Det blev også til otte mål i træk for svenskerne, hvis man tæller starten af anden halvleg med.
Siden kom Egypten aldrig for alvor tæt på svenskerne. Tættest på var Egypten, da holdet reducerede til 19-22.
Men Sverige holdt afstanden og lidt til, og dermed kom der ikke spænding om resultatet i slutminutterne.
Især den svenske målmand Andreas Palicka sørgede i hele kampen for at holde egypterne på et lavt antal mål.
Der var dog også malurt i bægeret for Sverige, da stjernen Jim Gottfridsson udgik med en skade efter ti minutter af kampen.
30-årige Gottfridsson fik behandling for en skade i venstre pegefinger, som havde siddet fast i en modstanders trøje.
Daniel Lagergren, Sveriges pressechef, oplyste til TT under kampen, at Gottfridsson vil blive undersøgt nærmere på hospitalet for skadens omfang. Det vil kræve en skanning, oplyste han.
Med sejren står det også klart, at Danmark skal forlade Sverige og spille fredagens semifinale mod Spanien i polske Gdansk.
Sverige, som er vært sammen med Polen ved årets slutrunde, kan se frem til at blive i Stockholm for at spille semifinale fredag. Her er det Frankrig, der skal en tur fra Polen til Sverige.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned