Sverige skyder sig i semifinalen

Sveriges håndboldkvinder sikrede sig med en sejr på 24-19 over Ungarn sejren i mellemrundegruppe 2 og dermed også en plads i semifinalen ved EM i håndbold.

Resultatet betyder, at Danmark møder Norge i sin semifinale, med mindre Holland da gør det umulige og banker nordmændene med syv mål senere i aften.

Sverige var længe bagud, men overvandt et sløvt og uinspireret ungarsk hold, der ellers havde en semifinaleplads i sigte i tilfælde af sejr.

Ungarn lagde da også bedst ud. Svenskerne begyndte kampen på flade fødder, og da målvogter Gabriella Kain heller ikke fik fat i meget, kom ungarerne ret hurtigt op på en 8-3-føring.

Kain byttede plads med heltinden fra sejren over Norge, Cecilia Grubbström. Hun spillede igen en god kamp og var medvirkende til, at svenskerne stille og roligt halede ind.

Specielt FC Midtjyllands Linnea Torstensson og den tidligere Horsens-fløj Annika Wiel Fredén havde held til at passere Katalin Palinger i Ungarns mål.

Ved pausen var afstanden mellem de to hold kun to mål, og godt 10 minutter senere var der så for første gang kontakt igen for Sverige, der så ud til at have et langt større overskud end ungarerne

Ungarn har ikke spillet op til sit sædvanlige niveau ved disse mesterskaber, og en stor del af årsagen er nok savnet af playmaker Anita Görbicz, der beskadigede en finger kort inden mesterskaberne.

Hende kan de dårligt undvære i angrebsspillet, der flød trægt og langsomt. Derfor trak Sverige fra mod slutningen af kampen, og en ungarsk udvisning kort før tid afgjorde definitivt kampen.

Den top-4-placering, som Sverige nu er sikker på, vil være holdets bedste EM-resultat nogensinde. /ritzau/

Sverige vinder 24-19 over Ungarn og sikrer sig en plads i EM-semifinalen. Danmark står til at møde Norge.

Offentliggjort Sidst opdateret