Håndboldguderne har ikke været søde ved de svenske håndboldkvinder ved VM i Brasilien.
Mandag tabte Sverige i ottendedelsfinalen mod Frankrig knebent for tredje kamp i træk og er dermed helt ude af VM-turneringen.
EM-sølvvinderne lå ellers længe til at skulle overraske, men franskmændene vandt 26-23.
Frankrig stillede op uden den skadede tidligere Aalborg DH-spiller Mariama Signate, og undervejs i kampen måtte også den rutinerede forsvarsspiller Raphaelle Tervel humpe ud.
Det så godt ud for svenskerne, der på et tidspunkt i anden halvleg førte med hele 18-14. Men franskmændene kom flot igen og udlignede til 21-21 med godt 10 minutter igen.
De næste tre mål var også franske, og så kunne svenskerne ikke længere nå op.
En lille trøst for de blågule er det dog, at holdet takket være sidste års EM-sølv er sikret en plads i OL-kvalifikationen.
Og skulle Norge gå hen og blive verdensmestre, kvalificerer svenskerne sig endda direkte, fordi man så overtager nordmændenes plads som europæisk mester.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned