Sveriges regering vil have vinter-OL i 2030
De olympiske ringe i Frankrig, der kan blive en af Sveriges konkurrenter i kampen om OL-værtskabet. Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix
Sverige er klar til at gøre et nyt forsøg på at blive vært for de olympiske vinterlege.
Stockholm tabte afstemningen om at blive vært for det næste vinter-OL, der skal afholdes i 2026. Men den svenske regering er klar til at støtte et nyt svensk bud.
Ifølge nyhedsbureauet TT har regeringen søndag meddelt Sveriges Olympiske Komité, at man ser positivt på en svensk værtsansøgning til legene i 2030.
- Tanken er ikke, at skatteyderne skal bidrage med penge til budgettet, men at disse lege skal kunne bære sig selv. Dels gennem en betydelig støtte fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), dels gennem sponsor- og billetindtægter, siger social- og idrætsminister Jakob Forssmed.
Det er igen planen, at buddet skal bygges op omkring Stockholm som hovedarrangør. Vintersportsbyer som Åre, Falun og Östersund er inde i billedet som vært for forskellige konkurrencer.
Også omkringliggende lande kan komme i spil, fordi man allerhelst anvender eksisterende idrætsanlæg. Derfor kan det blive aktuelt at køre bobslæde i Letland og sende skøjteløberne til Norge.
- Man mindsker sine risici kraftigt ved at bruge eksisterende anlæg. Det er en grundforudsætning for at regeringen skal kunne lægge garantier.
- Dette er en helt anden type OL, end dem man måske tænker på med store arenaer, luksusbyggeri og andet, som tvinger udgifterne op på urimelig vis, siger Jakob Forssmed.
Også Schweiz og Frankrig har meldt interesse for at arrangere legene om syv år. IOC vil formentlig udpege værten næste sommer.
Sverige har aldrig afholdt vinter-OL, men har forsøgt at blive vært flere gange. Stockholm tabte senest til Milano og Cortina d'Ampezzo, mens Östersund var blandt ansøgerne til legene i 2002, der gik til Salt Lake City.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker