I november 2006 smed han badebukser og svømmebriller ind i det bageste hjørne af skabet for at nyde en tilværelse som svømmepensionist med fem olympiske guldmedaljer og et hav af andre flotte resultater at fortælle om fra sofaen.
I februar i år bebudede det australske svømmefænomen Ian Thorpe så, at han ville gøre comeback, og i denne uge bliver det alvor i Singapore.
Thorpe er på vej tilbage i konkurrencebassinet efter tæt på fem års pause fra konkurrencesvømning, målet er at toppe ved OL i London, og trods sine 29 år tror han på, at han næste sommer er stærkere end nogensinde.
- Jeg har hele tiden sagt, at intentionen med at gøre comeback, er, at jeg vil være bedre end på toppen af min karriere, siger Ian Thorpe i avisen Daily Telegraph.
Australieren beder dog sine mange fans i hjemlandet om at give ham tid. Med andre ord skal de hverken forvente mirakler eller rekorder fredag, når han springer i bassinet i Singapore.
- Forvent ikke for meget af mig lige nu og døm mig ikke for tidligt. Fredag er kun begyndelsen på konkurrencesvømning igen, og uanset hvad der sker i de kommende uger, er jeg tilbage for at svømme, og jeg giver ikke op.
- London er mit ultimative mål, og uanset om jeg vinder eller taber i Singapore, er der intet forandret på den lange bane.
Ian Thorpe har smidt 10 kilo, siden han i februar annoncerede sit comeback, og han har netop været på et to ugers træningsprogram i højderne i Schweiz.
- Jeg kommer fra et hårdt træningsophold, min krop føles god, men samtidig er jeg nervøs, for jeg aner simpelt hen ikke, hvad jeg skal forvente.
I Singapore skal Thorpe svømme 100-meter medley og 100-meter butterfly.
Thorpe satser som udgangspunkt på holdkapperne og 100- og 200-meter fri ved OL, hvis hans tider er gode nok til at gøre sig gældende individuelt.
Hele svømmeverdenen drømmer om nye forrygende opgør mellem Thorpe og superstjernen Michael Phelps, der var et ungt supertalent i Thorpes storhedstid.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde