Fem olympiske guldmedaljer og et hav af andre sejre og topplaceringer pryder Ian Thorpes cv.
Det er dog mange år siden, det australske svømmefænomen sparkede vand i hovederne på de næstbedste i verdenseliten.
Han indstillede karrieren i 2006, men tidligere i år bebudede han sit comeback, og fredag var Thorpe tilbage i konkurrencebassinet ved et World Cup-stævne i Singapore.
Det lykkedes 29-årige Thorpe at kvalificere sig til finalen i 100-meter medley, men i finalen måtte han nøjes med en syvendeplads.
Efter sit indledende heat tidligere fredag erkendte den tidligere så sejrsvante Thorpe, at han var slemt præget af nerver inden sit comeback.
- Jeg havde det meget værre, 10 minutter før I så mig, og da jeg kom ud, gik det lidt bedre. Men ja, jeg var nervøs, sagde Thorpe ifølge Reuters efter sit heat.
Australieren fik store klapsalver, da han gjorde sin entré i sorte badebukser.
Inden løbet bad Thorpe sine fans om ikke at dømme ham for tidligt - uanset hvordan, han klarede sig. Efter første tur i vandet var han en glad mand.
- Det er rart at få overstået det første løb. Jeg var lidt nervøs inden løbet, og jeg kan ikke huske løbet, så jeg ved ikke, om det gik godt eller skidt, sagde han.
Det gik så godt, at han kom i finalen, men her blev han slået med tre et halvt sekund af sydafrikanske Chad Le Clos.
Thorpe skal svømme igen lørdag i Singapore. Målet med det iøjnefaldende comeback er at svømme bedre ved OL i London i 2012, end han gjorde på toppen af karrierens første del.
Hele svømmeverdenen drømmer om nye forrygende opgør mellem Thorpe og superstjernen Michael Phelps, der var et ungt supertalent i Thorpes storhedstid.
ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned