Svømmere dropper pressen for at holde VM-fokus

For at bevare fokus og ikke lægge unødigt pres på de danske elitesvømmere få dage før VM på langbane skydes i gang i Barcelona, er det blevet besluttet, at svømmerne først udtaler sig til pressen, efter de har svømmet de enkelte VM-discipliner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger svømmelandstræner Nick Juba til Ritzau.

- Vi ønsker ikke at snakke med pressen på nuværende tidspunkt, fordi vi gerne vil koncentrere os om VM, der starter på søndag.

- Vi er i øjeblikket i gang med et skifte fra en træningssituation til en konkurrencesituation, hvor svømmerne er nødt til at være opmærksomme på det, der sker omkring dem.

- Så jeg tror, at det er bedst, at de kun koncentrerer sig om deres svømning lige nu, siger landstræneren.

VM på langbane begynder søndag, og i år har Danmark fire svømmere med - heriblandt de tre dronninger: Jeanette Ottesen Gray, Rikke Møller Pedersen og Lotte Friis.

Derudover er 18-årige Pernille Blume også med til verdensmesterskaberne. Men det er især det stærke trekløver, som kom tomhændet hjem fra OL i London, der er store forventninger til.

Og netop derfor er det vigtigt, at de ikke bliver konfronteret med spørgsmål om medaljechancer eller OL-revanche, siger Nick Juba.

- Som jeg ser det, så ved omverdenen godt, hvad de her piger kan præstere, og hvad der forventes af dem.

- Men for dem handler det om at være afslappede.

- Der er mindre end en uge til, det går løs, og de har brug for at slappe af og forberede sig uden at tænke for meget over, om de kan eller skal vinde, siger landstræneren.

Nick Juba understreger samtidig, at både han og svømmerne er meget interesserede i at samarbejde med pressen til andre stævner, ligesom de gerne udtaler sig, når de enkelte VM-discipliner er overstået.

Men fordi der er tale om den andenstørste svømmebegivenhed efter OL, så har de vurderet, at medierne må komme lidt i anden række.

- I forhold til at opbygge et momentum op til OL i 2016, så spiller VM på langbane en afgørende rolle.

- Så det er en meget vigtig konkurrence for dansk svømning og pigerne, der individuelt er under et vist pres for at levere kvalitative resultater, siger Nick Juba.

/ritzau/