Svømmeunion satser på 11 danske EM-medaljer
Torsdag til søndag i næste uge svømmes der EM på kortbane i Herning, og Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, forventer mange danske medaljer.
- Vi har et mål om, at vi skal have 11 medaljer og have svømmere i 20 finaler.
- Det bliver bestemt ingen walkover, for der bliver svømmet rigtig, rigtig stærkt i Europa lige nu, så vi skal være skarpe for at nå den målsætning, siger Pia Holmen.
Ved kortbane-EM sidste år i franske Chartres fik Danmark 12 medaljer, hvoraf de seks var af guld.
Danmarks britiske landstræner Nick Juba håber på samme antal medaljer, men han har et mål mere for de danske svømmere, der skal i aktion.
- Min forventning er, at vi bliver blandt de fem bedste nationer ved EM. Standarden i europæisk svømning er høj lige nu, og den er blevet løftet de seneste to år. Så det bliver et hårdt mesterskab, hvor vi ikke bare kan vade ind og vinde. Der skal arbejdes hårdt.
- Det er fantastisk at få lov til at afholde et mesterskab på hjemmebane, og det bliver en kæmpestor oplevelse for de danske svømmere, siger Nick Juba.
Landstræneren peger på, at en seriøs - men afslappet - atmosfære bliver en af nøglerne til gode danske præstationer.
Jeanette Ottesen Gray er blandt de største danske medaljehåb. Svømmeren, der stiller op i seks discipliner, ser frem til hjemmebanemesterskabet.
- Det er noget af det største i min svømmekarriere at få lov til at svømme foran et hjemmebanepublikum til et mesterskab. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle opleve.
- For et par år siden overvejede jeg, hvornår jeg skulle stoppe min karriere, men jeg skulle have EM i Herning med, og nu er jeg her, siger Jeanette Ottesen Gray, der satser på at fortsætte karrieren indtil OL i Rio 2016.
Også medaljekandidaten Lotte Friis glæder sig til EM.
- Jeg synes, det er fedt, at svømmeforbundet har arbejdet intenst på at få det her arrangement til Danmark, og jeg tror, der bliver en fed stemning. Jeg glæder mig sindssygt meget, siger Lotte Friis.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde