Swansea-kaptajn afviser mytteri mod Laudrup
Det har ingen hold i virkeligheden, at spillerne i Swansea skulle have rottet sig sammen mod manager Michael Laudrup i utilfredshed med hans taktik og træningsmetoder.
Det fastslår klubbens anfører Garry Monk, der kalder artiklen, som blev bragt i Daily Mail torsdag, for et forsøg på at skabe splittelse i den walisiske Premier League-klub.
- Det var ret morsomt at læse en artikel i avisen i går morges, hvor der stod, at erfarne spillere var klar til at gøre oprør mod manageren. Okay, nu siger jeg godt nok morsomt, faktisk blev de fleste vrede over det.
- Artiklen kom som en overraskelse for alle, fordi vi er en tæt sammentømret klub - det har vi altid været, og det vil vi blive ved med at være - uanset hvad folk siger og skriver, siger Garry Monk til Swanseas hjemmeside.
Daily Mail skrev torsdag, at flere af de bærende spillere i truppen savnede den tidligere manager Brendan Rodgers, og at Laudrups træningsmetoder var utidssvarende i forhold til forgængerens.
Klubbens bestyrelsesformand Huw Jenkins gjorde i samme artikel ikke meget for at skyde avisens oplysninger ned. Han udtrykte støtte til Laudrup, men afviste ikke, at der havde været uro i klubben.
Men anfører Garry Monk bakker op om sin danske chef.
- Hvis der er et problem, ved alle, at døren til managerens kontor står åben, og at du bliver lyttet til, uanset om du er ung eller gammel - og sådan skal det også være, siger Monk.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet