Swansea og Arsenal deler efter målrig afslutning
Swansea og Arsenal skal ud i en ny kamp i tredje runde af FA Cuppen, efter at de to hold søndag delte med cifrene 2-2 på førstnævntes hjemmebane.
Det skete efter en eksplosiv afslutning på kampen, hvor de to managers, Swanseas Michael Laudrup og Arsenals Arsene Wenger, oplevede både begejstring og frustration.
Efter en målløs første halvleg kom der gang i sagerne efter 57 minutter, da Swanseas netop indskiftede topscorer, Michu, bragte hjemmeholdet foran 1-0.
Spanieren kom alt for let fri af den ellers rutinerede Arsenal-forsvarer Per Mertesacker og udplacerede Wojciech Szczesny i gæsternes mål.
Det var anden gang inden for lidt over en måned, at Michu var hård ved Arsenal, eftersom han i december scorede begge mål i 2-0-sejren på Emirates Stadium i London.
Det lignede en hjemmesejr frem til 10 minutter før tid.
Så udlignede Arsenals ligeledes indskiftede Lukas Podolski, der flot drejede rundt og sparkede bolden i mål.
Nu lignede det for alvor en rigtig cupkamp, og få minutter senere scorede Arsenal det, der lignede kampens afgørende mål.
Kieran Gibbs kombinerede med Olivier Giroud, og Gibbs helflugtede på fremragende vis Arsenal foran 2-1.
London-klubbens spillere var åbenbart så glade over kampens udvikling, at de fuldstændig glemte at markere Swanseas Danny Graham, som få minutter senere stod fuldstændig fri efter en dødbold.
Han tøvede ikke, men bankede 2-2-udligningen i mål og sørgede for en ny kamp, som bliver spillet på Arsenals hjemmebane.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned