Bundholdet Roskilde voldte længe stort besvær, men de måtte kapitulere i de sidste minutter.
Thomas Lærke JensenThomasLærke Jensen
OffentliggjortSidst opdateret
MARIBO Efter to nederlag på stribe kom Team Sydhavsøernes 1. divisionsmænd igen på ret køl med en hjemmesejr over Roskilde.
Det var længe en tæt affære med to forsvar der aldrig rigtig fik fat, men til sidst havde Team Sydhavsøerne lige den tand mere koldblodighed og trak fra til en på papiret sikker femmålssejr på 34-29.
Så stor afstand var der ret beset ikke på de to mandskaber, og det var, især i de første 45 minutter, ikke til at se at Team Sydhavsøerne kæmper med om oprykning, mens Roskilde slås for at undgå nedrykning.
Hjemmeholdets defensiv var hullet som en si i de første 45 minutter, men på forhånd var det også dømt til at blive en vanskelig opgave, da de tre spillere Alexander Nielsen, Nicklas Bjerre Petersen og keeper Oliver Larsen var blevet coronaramt. Samme skæbne var også overgået cheftræner Jakob Green, der overlod trænerroret til assisterende træner Nick Szwiec.
Heldigvis var topscorer Nicolaj Jørgensen blev sin ankelskade kvit på rekordtid, og med ham ved roret havde Team Sydhavsøerne ikke problemer med at lave mål.
Annonce
Det kneb mere i den modsatte ende, hvor Roskilde også kom alt for let til deres scoringer.
Team Sydhavsøerne trak en smule fra op mod pausen og kom foran 18-15, men Roskilde lavede halvlegens to sidste mål og gik til pause kun bagud med en enkelt.
Den tendens fortsatte efter pausen, hvor gæsterne i Sebastian Minor Hansen havde en stærk keeper, der med mange redninger holdt Roskilde inde i kampen, så værterne ikke kunne trække fra.
Midtvejs i anden halvleg fik gæsterne udlignet til 24-24 og havde sågar også muligheden for at komme foran, men Daniel Sørensen opfangede bolden og strøg igennem til 25-24 og siden da var Roskilde aldrig helt på omgangshøjde.
Med fem minutter tilbage stod der 30-26 på måltavlen, men det skulle alligevel blive en smule spændende, da et par afbrændere fra Team Sydhavsøernes side betød scoringer i den modsatte ende, så med to minutter tilbage var afstanden blot to mål.
Men selvfølgelig var det topscorer Nicolaj Jørgensen, der på trods af store smerter i sin ankel strøg igennem og scorede til 32-29, og da Roskilde satsede til sidst og brændte blev det til to scoringer yderligere til slutfacit 34-29.
Sejren var kærkommen ovenpå to sløje præstationer i det jyske og de to point sender Team Sydhavsøerne tilbage i oprykningsracet.
Inden kampen kunne Team Sydhavsøerne præsentere Mikkel Kaagaards afløser på venstrefløj for den kommende sæson. Man har hentet den 19-årige ungdomslandsholdsspiller Lasse Højgaard i Skanderborg-Aarhus på en tre-årig aftale.
Han var blandt 710 tilskuere til aftenens kamp i Maribo-Hallen.
Læs mere om kampen i Folketidendes sportstillæg mandag.
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen