Sydhavs-træner blev årets leder

Han er blevet kaldt Mr. Ravnsborg for sin kæmpe arbejdsindsats i barndomsklubben Ravnsborg Håndboldklub.

I går fik Team Sydhavsøernes nuværende 2. divisions- og U/18-træner Søren Hansen betegnelsen et fyrtårn, da han på Ebsens Hotel i Maribo blev hædret med Lolland-Falsters Håndbold Forbunds lederpokal.

- Et fyrtårn rager op over sine omgivelser Et fyrtårn kaster sit lys ud for at hjælpe omgivelserne på rette vej og samtidig advarer det mod at komme på afveje.
- Mange håndboldspillere har meget at takke dig for. For at nævne blot et af de tiltag, der måske har imponeret mest, var dit arbejde med Sydhavsdrengene og etableringen af det samarbejde mellem flere klubber og ikke mindst drengenes forældre, som blev sat i søen, roste Ole Krarup, formand for Lolland-Falsters Håndbold Forbunds amatør- og ordensudvalg

Sædvanligvis bliver lederpokalen uddelt på LFHF’s repræsentantskabsmøder den anden tirsdag i maj, men efter at LFHF blev nedlagt ved årsskiftet og blev en del af det ny forbund, Håndbold Region Øst, har LFHF’s guldklub bestående af guldnåleindehavere valgt at fastholde traditionen med generalforsamlinger den anden tirsdag i maj.

Og det var netop guldklubben som i samarbejde med amatør- og ordensudvalget, der valgte Søren Hansen til modtager af årets lederpokal.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret