Sydhavsøerne i form til pokalbrag

MARIBO Team Sydhavsøernes 1. divisionsmandskab har haft iøjnefaldende problemer med angrebsmaskinen i træningskampene. Det havde det lollandske mandskab også lørdag eftermiddag mod Lemvigs Liganedrykkere - men kun i kampens første fjerdedel.

Derefter kom nye folk i bagkæden og håndbremsen blev løsnet. Og så kom der omsider tempo i bolden, som er påkrævet for at være med på dette niveau.

Anført af Dan Møller, der minder om den tidligere GOG?er Torsten Laen i spil, stod forsvaret stærkt gennem næsten hele kampen og i målet leverede den ny målmand Kristian Friis spil på ypperste niveau.

Så der må herske optimisme i Team Sydhavsøerne her kort før, der spilles en interessant pokalottendelsesfinale mod Århus GF og om turneringspoint.

Hjemmeholdet begyndte med Anders Larsen, Kenneth Dahl Jørgensen og Jesper Thomns i bagkæden, men de spillede i et gabende langsomt tempo, som slet ikke var i stand til at matche jydernes flade 6:0-forsvarsmur.

Anders Larsen holdt kun syv minutter. Så forvred han anklen og humpende måtte forlade banen. Brian Nyborg kom ind, men det var først da Anders Nissen kom ind som styrmand, at der kom flow over angrebsspillet.

Hjemmeholdet fik vendt 4-8 efter et kvarter til 11-12 ved pausen.

I anden halvleg blev der trådt endnu hårdere på speederen, hvilket var guf for de tunge og hårdtskydende skytter som Brian Nyborg og Jesper Thomns. De pløkkede bolden i netmaskerne næsten efter behag.

På 10 minutter havde hjemmeholdet vendt 11-12 til 17-13-føring, hvorefter hjemmeholdet blev ramt af en udvisning.

Den kostede tre Lemvig-scoringer.

Men da lollikkerne på ny var seks markspillee på banen, fortsatte de såmænd bare tempospillet - og med at score.

Det lignede en lille Lemvig-afklapsning, da Kenneth Dahl Jørgensen udbyggede forspringet til 22-17 en halv snes minutter før lukketid, men i slutfasen slækkede hjemmeholdet en smule på koncentrationen.

Og Kristian Friis måtte hive nogle store redninger frem for at hjemmeholdet kunne fastholde teten.

Cheftræner Claus Hansen var forståeligt mægtig tilreds:

- Det var vores bedste træningskamp. Jeg er meget tilfreds med indsatsen de sidste 45 minutter..

I aften spiller Team Sydhavsøerne på udebane mod Lyngby. Det er den sidste testkamp inden fredagens med spænding imødesete pokalbrag mod Århus GF?s stærke Ligahold.




Spillede den hidtil bedste testkamp, da Lemvigs Liganedrykkere blev besejret 25-23.

Offentliggjort Sidst opdateret