Sydhavsøerne i tæt dyst med ligahold

Den første rigtige styrkeprøve bestod Team Sydhavsøernes nykonstruerede 1. divisionsmandskab. Fratrækker man de sidste fem minutter af begge halvlege havde Team Sydhavsøerne vundet opgøret mod ligamandskabet fra Lemvig/Thyborøn i Lalandia-Hallen, som dog blev tabt med 25-26 efter 14-15 ved pausen.
 
Det meste af førsteholdstruppen blev prøvet af, og der blev fra start spillet med musklerne af begge mandskaber, og det kostede en del udvisninger, hvor flere var i den tynde kategori, mens især vestjyderne slap heldigt fra flere unoder i første halvleg.

Det var tydeligt, at det bekom Sydhavs-holdet vel at møde en modstander på langt højere niveau, end de træningskampe, der hidtil er blevet spillet mod primært hold fra 2. division.

Gennem det meste af anden halvleg var Team Sydhavsøerne foran med et par mål, men i slutfasen slap kræfterne op, og et par tekniske fejl og et par brændte afslutninger betød, at Lemvig hev en smal sejr i land.
- Jeg er meget tilfreds med vores forsvarsspil, og selvom der er mange nye på holdet, står de rigtig godt i midterblokken, lød det fra træner Jimmy Albrechtsen.

Det lokale håndboldflagskib på herresiden leverede en flot præstation mod Lemvig/Thyborøn fra Håndboldligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret