Sydhavsøerne møder ligahold i pokalen

- Jeg havde foretrukket et hold på et lavere niveau, så jeg er ikke udpræget begejstret for lodtrækningen.

Sådan lød reaktionen hos Team Sydhavsøernes cheftræner Jimmy Albrechtsen, da han blev bekendt med lodtrækningen til femte lokalrunde i DHF’s Landspokalturnering.

Her fik lollikkerne den sværest mulige opgave, idet modstanderen hedder Nordsjælland fra Håndboldligaen. Ganske vist skal kampen spilles i Maribo-Hallen, men udfordringen kommer på et ubelejligt tidspunkt i et forventet travlt forårsprogram for Sydhavsøerne.

Opgøret kan samtidig blive en generalprøve på, hvad der venter i play off-runden om oprykning til Håndboldligaen, hvor de to hold kan tørne sammen igen.

Der er også trukket lod til kvindernes pokalturnering, hvor NFH træder ind i femte runde, og der venter en betydelig lettere opgave for falstringerne end naboerne på Lolland.

NFH møder nemlig 3. divisionsholdet AB, og selv om kampen spilles i den københavnske forstad Bagsværd, er Håndboldliga-holdet naturligvis storfavorit og bør ikke få nævneværdige problemer med at kvalificere sig til sjette og sidste lokalrunde.

Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Team Sydhavsøerne får en forsmag på, hvad der venter i play off-kampene. NFH på overkommelig opgave.

Offentliggjort Sidst opdateret