SYDHAVSØERNE STATISTER I ABSURD TEATER

Ajax-træner Mathias Albrektsen havde ingen kommentarer til, hvorfor hans mandskab ikke ønskede at spille kampen, men billedet her taler sit eget tydelige sprog. Der er noget helt galt i den københavnske traditionsklub. Foto: Nils Lund Pedersen

Ajax-spillerne mødte op i Lollands Bank Arena - men nægtede at spille kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Det udviklede sig til en farce ud over alle grænser, da Ajax København fredag aften skulle møde Team Sydhavsøerne i Lollands Bank Arena i mændenes 1. division.

Spillerne, dommere, officials og nogle hundrede tilskuere var klar til kamp, men sekunder inden første fløjt meddelte Ajax's holdleder til dommerbordet, at de ikke var i stand til at gennemføre kampen.

Dermed blev der skrevet et nyt kapitel i farcen omkring Ajax's herrehold i denne sæson.

Klubben har gevaldige økonomiske problemer, og spillerne er flygtet ud af døren, så til fredagens kamp var der kun seks spillere på holdkortet, hvilket i sig selv er opsigtsvækkende.

De varmede alle seks op på normal vis, men pludselig, da de to holds aktører var klar på halgulvet, var to spillere ikke i stand til at spille kampen og satte sig om bag udskiftningsbænken.

Fire spillere ikke nok

Og det var pudsigt nok lige nøjagtig nok til, at kampen ikke kunne gennemføres, da reglerne foreskriver, at der skal være minimum fem spillere på banen, før kampen kan fløjtes i gang.

Efterfølgende har Håndboldspillerforeningens direktør Torben Vinther bekræftet over for Folketidende, at foreningen havde rådet dem til at forlade banen på den måde, da den ene ikke havde fået løn, og den anden ikke havde en gyldig kontrakt.

- Men om de turde at gøre det i praksis, vidste jeg ikke, lyder det fra Torben Vinther, der finder behandlingen af spillerne for fuldstændig uanstændig.

- Spillerne blev tvunget til at køre til Maribo mod deres vilje. Ellers ville de blive beskyldt for misligholdelse af deres kontrakt, lyder det fra direktøren, der er dybt rystet over den måde, Ajax har behandlet deres spillere på.

På selve kampdagen havde Ajax forsøgt at få udsat kampen på grund af spillermangel, men det havde Team Sydhavsøerne nægtet med henvisning til, at alt omkring kampafviklingen var på plads.

Formanden for Ajax professionelle afdeling Henrik Ritnov bekræfter overfor TV2 Sport, at spillerne blev tvunget afsted.

- Selv om vi var klar over, at vi ville tabe meget, meget stort, har vi sagt til spillerne, at de bare skal tage det stille og roligt, fordi vi ikke vil have nogle skader. Det er vigtigt, at de stiller op, når vi er i rekonstruktion. Det siger advokaten, for ellers kan vi få en bøde. Derfor beder vi dem om at tage derrned.

Rent kaos

Den seneste måned har spillerne i Ajax stået model til manglende lønudbetaling, manglende træning på grund af forsikringsproblemer, og forrige lørdag kunne de heller ikke spille mod Aarhus HC på grund af de manglende forsikringer.

I onsdags kom det så frem, at spillerne, der havde andre klubber på hånden, kunne gå frit, men også det havde været en kamp på grund af den rekonstruktionsplan, som klubben er i gang med et strikke sammen, da man ellers går konkurs.

Lørdag formiddag udsendte Ajax Københavns moderklubs formand Flemming Thomsen en pressemeddelelse, hvor man på det kraftigste ligger afstand til den måde, det professionelle selskab, med en selvstændig bestyrelse, driver 1. divisionsholdet på, og det kommer også frem, at klubbens amatørafdeling har nægtet at samarbejde med den professionelle afdeling, så holdkortet kunne blive fyldt ud med amatørspillere.

- Torsdag aften beslutter bestyrelsen i Ajax Københavns moderklub på et planlagt bestyrelsesmøde, at man satser på de allerede eksisterende og fungerende trupper i foreningen, hvorfor man ikke ønsker at sende nogle spillere op til herreholdet.

- Om end det bliver til stor gene for, i gårsdagens anledning, Team Sydhavsøerne, deres tilskuere, sponsorer og lignende, mener vi, at det er den rigtige beslutning. Det er enormt beklageligt, under al kritik og mildest talt pinligt, men frem for at skulle slukke ildebrænde i et selskab, der er separeret fra moderklubben, foreningen og ungdomsafdelingen, betragter vi dette som en investering i de allerede eksisterende og velfungerende miljøer i klubben, skriver formanden for moderklubben, Flemming Thomsen, i en meget lang pressemeddelelse, hvor der også står:

Absolut farce

- Hele situationen omkring vores 1. division herrehold kan næppe betragtes som andet end en absolut farce, og pinlighederne vil ingen ende tage. Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, at gårsdagens kamp først bliver aflyst ved kampstart. Dette er dog ude af foreningens hænder, da spillere med mulighed for at blive fritstillet, selv råder over, hvornår og hvordan de skal eller vil fritstilles, lyder det endvidere fra formanden, der bakker fuldstændig op om spillerne i denne situation.

Hvis selskabet bag Ajax 1. divisionsherreholdet går konkurs vil det berøre placeringerne for klubbens øvrige herrehold, da der vil blive foretaget en tvangsnedrykning formentlig til 3. division, mens klubbens kvindehold i Håndboldligaen ikke bliver berørt af en eventuel konkurs.

Omvendt kan man også stille sig spørgsmålet.

Hvordan vil Ajax køre sæsonen videre med kun seks mand på kontrakt og ingen muligheder for at hente nye spillere ind?