Sydhavsøerne vil grille tophold

Team Sydhavsøerne har en plan: Maribo-Hallerne skal fyldes fredag aften og spillerne skal skrive historie ved at vinde den tredje 1. divisionskamp i træk.

Det lollandske håndboldflagskib har blot én gang tidligere fyldt Maribo-Hallerne til bristepunktet - da AG, der i dag topper Håndboldligaen, fik klø i et topbrag i 2. division for små to år siden. Derimod har Sydhavs-banden ikke tidligere vundet tre kampe i streg i 1. division.
- Vi griller TMS Ringsted, lyder det optimistisk fra Team Sydhavsøernes salgs- og marketingkoordinator Bjarne Schultz.

Om han får ret, får vi svar på fredag aften. Men sikkert er det, at der bliver grillet.
- Vi laver en kæmpe grillfest, hvor vi håber på op mod 400 deltagere, fortæller Bjarne Schultz.

For blot 70 kroner får man grillbuffet inden kampen, og når kampen er blæst af, bliver der live-musik i den gamle hal, hvor det også bliver muligt at møde spillerne.
- Vi skal have fyldt opvisningshallen. Derfor har vi valgt at gøre det så billigt som muligt, siger Bjarne Schultz, som føjer til, at tilmelding til Maribo-Hallernes cafeteria tilrådes. Men det er såmænd også muligt blot at dukke op klokken 18, hvor grillfesten går i gang.

Kampen begynder klokken 20 - og det bliver en fest. Team Sydhavsøerne bebuder flere spændende indslag under kampen.
- Vi var sidste lørdag i Ballerup Super Arena for at se kampen mellem AG København og Århus. Vi har fået mange gode ideer, som vi afprøver mod TMS Ringsted, siger Bjarne Schultz uden at afsløre mere.

Sæsonrekorden er 1000 tilskuere i Maribo-Hallerne. Den blev sat, da Team Sydhavsøerne besejrede Ajax for en måned siden. Den rekord står for fald fredag aften, hvor man forventer op mod 1500 tilskuere til mødet med 1. divisions nummer to.
Det er ikke mindst den flotte 29-28 sejr i Skive for tre dage siden, der har fået lederne til at tro på en fyldt har i Maribo.

Alle sejl sættes til, når Team Sydhavsøerne fredag aften møder TMS Ringsted i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret