Syg Matti Breschel står af før finalen

Efter lang tids fravær med en knæskade var Matti Breschel omsider kommet godt i gang på cyklen i Post Danmark Rundt, men søndag morgen måtte han stå af igen.

Sygdom tvang den danske VM-sølvvinder til at blive i sengen, da holdkammeraterne satte sig ind i bussen for at køre til start på 6. etape, løbets sidste, til Frederiksberg.

- Matti er blevet syg, og han stiller ikke til start i dag. Han er blevet på hotellet, siger Rabobanks sportsdirektør Jan Boven.

Matti Breschel fik en god start på Post Danmark Rundt, da han på løbets to første etaper blev nummer to.

Andenpladsen på 2. etape til Aarhus sikrede ham desuden løbets gule førertrøje.

Matti Breschel havde store forventninger til at skulle udbygge sin føring på kongeetapen til Vejle, men det lykkedes ham imidlertid ikke at følge med, da Jakob Fuglsang kørte væk og vandt.

Derefter var Matti Breschels chancer i det samlede klassement forbi, og med den sygdom, der ramte ham natten til søndag, kan han således ikke nå at revanchere sig på den prestigefyldte 6. etape.

Med den ene dag i gult nåede Matti Breschel op på i alt 10 dage i gult, hvilket er tæt på rekord. Kun Rolf Sørensen har kørt en dag mere i den gule førertrøje.

/ritzau/

Sygdom har tvunget cykelrytteren Matti Breschel til at stå af før sidste etape af Post Danmark Rundt.

Offentliggjort Sidst opdateret