Syg og stressramt Klavs Bruun var tæt på at smide tøjlerne

Klavs Bruun Jørgensen åbner op om svært og langvarigt sygdomsforløb, som han nu er sluppet ud af. Foto: Ingrid Riis

Team Sydhavsøernes cheftræner Klavs Bruun Jørgensen åbner op om ekstremt svær periode.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: - Jeg havde det rigtig skidt. Så skidt at jeg var tæt på at smide tøjlerne efter en måned.

Ordene kommer fra en ærlig træner for Team Sydhavsøerne Klavs Bruun Jørgensen, der tiltrådte sidste sommer som cheftræner i den lollandske håndboldklub. Men ansættelsen var tæt på at slutte før den næsten var begyndt, for den tidligere kvindelandstræner, der nu åbner op om forløbet.

Netop landstrænerjobbet for de danske kvinder, som var meget stormombrust og endte med en fyring i 2020 tog hårdt på Klavs Bruun Jørgensen, der efter afskedigelsen gik helt ned med flaget og lagde sig med stress over en længere periode.

Ramte muren

- Der ramte jeg muren og kunne absolut ingenting, fortæller Klavs Bruun Jørgensen, der i forløbet for at komme ovenpå igen med psykologsamtaler og lægebesøg, fik åbnet op for en masse andre ting, som han igennem hele livet havde haft problemer med.

Især ekstremt træthed har Klavs Bruun Jørgensen altid haft problemer med, men det er et problem han aldrig har fået gjort noget ved - før nu.

- Jeg har altid slået det hen, men har altid haft problemer med at holde mig vågen til taktikmøder eller når jeg skulle forberede mig til kampene. Jeg sad ganske enkelt og faldt i søvn. Det blev et større og større problem fordi jeg jo udstrålede, at jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad der blev sagt for eksempel på et taktikmøde. Så i forbindelse med udredningen for stress kom også andre diagnoser på banen, siger Klavs Bruun Jørgensen, der efterfølgende har fået konstateret ADHD og Asbergers Syndrom, der en mild form for autisme.

Sten i skoen

- Det har været en kæmpe sten i skoen igennem hele mit liv og selvfølgelig en gevaldig øjenåbner i forhold til, hvordan jeg har gået og haft det, fortæller Klavs Bruun Jørgensen, der nu både har fået forskellige værktøjer til at håndtere sine diagnoser, og også bliver medicineret for holde symptomerne nede.

- Alting er blevet meget nemmere, og jeg har det rigtig godt nu, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen, der med egne ord havde det "helt af helvede til", da han startede som træner i Team Sydhavsøerne.

Klavs Bruun Jørgensen i aktion på sidelinjen for Team Sydhavsøerne. Foto: Ingrid Riis

- Mængden af stress og andre ting havde simpelthen hobet sig op, og jeg var meget i tvivl om, om jeg overhovedet kunne klare jobbet, selvom jeg jo har været håndboldtræner i mange år og spillet håndbold hele mit liv. Men med stor hjælp fra klubben og ikke mindst spillerne lykkedes det, at komme om på den anden side. Spillerne gav mig energi til at fortsætte selv i de perioder, hvor det så allersværest ud for mig, og det var da helt sikkert også noget spillerne kunne mærke. For spillet kørte jo slet ikke i starten og mine spillere stod forvirrede tilbage, lyder det fra Klavs Bruun Jøgensen, der fortsætter.

Helt ude og sejle

- Jeg var virkelig helt ude og sejle i den periode, og havde ikke styr på noget som helst.

Men vendepunktet både personligt og holdmæssigt kom en fredag aften i november i Ølstykke-Hallen.

Efter en svær periode med tre nederlag i træk slog Team Sydhavsøerne favoritterne fra Ølstykke-Jyllinge efter et taktisk udført mesterværk af Klavs Bruun Jørgensen, der fik sine spillere til at gøre nøjagtig som han ville have det forsvarsmæssigt, så modstanderne ikke anede deres levende råd.

- Derfra fik både spillerne og jeg troen på, at det vi gik og arbejdede med til træning rent faktisk virkede, og spillerne kom til mig en efter en og sagde, at det her skulle nok blive rigtig sjovt.

- Fra det tidspunkt kom jeg ud på den anden side, og derfra gik vi jo fra sejr til sejr, konstaterer Klavs Bruun Jørgensen om den periode, hvor Team Sydhavsøerne derfra vandt 10 kampe i træk.

Han er dybt taknemmelig for, at spillerne og assisterende træner Jakob Green udviste den tålmodighed og måske helt uden at vide det, hjalp træneren på rette spor.

Team Sydhavsøerne sluttede sæsonen i 1. division på en femteplads, men var helt til det sidste med i kampen om oprykningsbilletterne til Håndboldligaen.