Sygdomsramte franske profiler er blevet finaleklar

Raphaël Varane har været plaget af sygdom i dagene op til finalen. Foto: Tom Weller/Ritzau Scanpix

Alle franskmænd er blevet klar til VM-finalen, efter at et sygdomsudbrud har forstyrret optakten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trods sygdomsproblemer i løbet af ugen kan Frankrig stille i stærkeste opstilling i VM-finalen mod Argentina søndag eftermiddag dansk tid.

Forsvarsstyrmanden Raphaël Varane er således meldt klar og indgår i den startformation, som landstræner Dider Deschamps har udpeget.

Det samme gælder Adrien Rabiot og Dayot Upamecano, som sad over i semifinalen mod Marokko i onsdags.

Det franske mandskab har været ramt af et mindre sygdomsudbrud, som skabte bekymring i dagene før finalen.

Ved fredagens træning var Varane, Kingsley Coman og Ibrahima Konaté alle fraværende. Hele truppen var dog på banen lørdag.

Dermed stiller franskmændene i den opstilling, der gennem det meste af VM har været Deschamps' foretrukne:

Hugo Lloris - Jules Koundé, Raphaël Varane, Dayot Upamecano, Theo Hernandez - Aurelien Tchouameni, Adrien Rabiot, Antoine Griezmann - Ousmane Dembele, Olivier Giroud, Kylian Mbappé.

Hos Argentina er Angel Di Maria tilbage på holdet. Han indgik senest i startopstillingen i kampen mod Polen i det indledende gruppespil.

I sidste øjeblik har landstræner Lionel Scaloni skiftet ud i sin opstilling, fordi Marcos Acuña tilsyneladende ikke er i stand til at spille.

Han stod i første omgang til at skulle starte som venstre back, men er siden blevet byttet ud med Nicolas Tagliafico.

Emiliano Martínez - Nahuel Molina, Cristian Romero, Nicolas Otamendi, Nicolas Tagliafico - Angel Di María, Rodrigo De Paul, Enzo Fernández, Alexis Mac Allister - Lionel Messi - Julián Álvarez.

VM-finalen begynder klokken 16.

/ritzau/