Tabende Djokovic: Jeg ville det her så meget

Rafael Nadal holdt sin enestående statistik i French Open. Han står nu i sin ottende French Open-finale, og han kan vinde sin finalesejr nummer 42 i grusturneringer på søndag. Men det holdt hårdt med over fire en halv times tennis mod Novak Djokovic fredag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

For mere end et år siden kæmpede de to en lignende kamp i Australian Open. Dengang vandt Djokovic efter næsten seks timer på banen. Fredag var han den skuffede, selv om han godt ved, at Nadal regerer på grus.

- Jeg tabte kampen efter fem timer. Jeg ville det her så meget, så selvfølgelig er jeg skuffet. Sådan er det. Det er sådan jeg føler, siger han, og understreger, at det dog ikke får lov at gå ham for meget på.

- Jeg har stået i disse situationer før. Forhåbentlig kan jeg komme ovenpå igen, og spille mit bedste i Wimbledon.

De to spillere har mødt hinanden 35 gange. Nadal har vundet de 20, men de har ofte spillet fantastiske kampe, og de har stor respekt for hinanden.

- Nadal viste mod på de rigtige tidspunkter. Da han var nede med et break-point i femte sæt, slog han nogle fantastiske slag fra baglinjen. Han er en mester, og det er derfor, han har regeret på Roland Garros i så mange år, siger verdens nummer et.

- For mig er det bare endnu et år.

Nadal bekendte på centre court straks efter kampen, at Roland Garros med hans syv titler, er noget helt særligt.

- Det her er helt specielt for mig. Novak er en stor mester, siger Rafael Nadal.

- Jeg forventede en hård kamp. En stor kamp. Da jeg kunne serve kampen hjem i fjerde sæt, havde jeg modvind, så jeg vidste, at den ville blive svær. Til gengæld var jeg lidt heldig ved 4-3 i femte sæt, siger han.

Rafael Nadal møder landsmanden David Ferrer i finalen på søndag.

/ritzau/