Tabt podieplads ødelægger ikke Oricas Tour de France
Adam Yates måtte se sig stødt af podiepladsen på 19. etape, men Christopher Juul er stadig tilfreds.
Adam Yates (Orica-Bikeexchange) led voldsomt bagest i favoritfeltet på stigningerne på fredagens Tour de France-etape, men den 23-årige brite fik slidt sig i mål med et begrænset tidstab på 56 sekunder til vinderen, Romain Bardet (AG2R).
Desværre for Yates tabte han også et halvt minut til Nairo Quintana (Movistar), og dermed skubbede Bardet og Quintana den unge brite ned på fjerdepladsen.
Han beholdt dog sin hvide ungdomstrøje med pæn margin, og derfor var hans holdkammerat Christopher Juul-Jensen også stadig tilfreds.
- For vores vedkommende er der ikke rigtig nogen ko på isen. Vi er foran til den hvide trøje, og så er det bare et spørgsmål om at have en god dag i morgen, siger danskeren efter den dramatiske etape med mange styrt på nedkørslen.
- Yates er jo stadig godt kørende og ovenpå. Han holder sig relativt godt til og er stadig i den hvide trøje. Så vi er alle sammen glade og tilfredse.
Christopher Juul kom selv fint gennem den hårde etape, hvor han ellers havde frygtet starten med en tidlig stigning.
- Det var overkommeligt i dag. Vi fik en fornuftig start og havde en mand med i udbruddet. Og så gik det relativt roligt for sig indtil de sidste to stigninger, hvor det blev lidt hektisk, siger den 27-årige Orica-rytter.
Lørdag venter sidste bjergetape, inden turen går til Paris og den afsluttende etape på Champs-Élysées.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker