Tæt program kan tvinge talenter til EM uden forberedelse

Albert Capellas må formentlig nøjes med minimal forberedelse til EM. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

U21-landstræner Albert Capellas får ikke set meget til sine spillere inden EM-slutrunden i foråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Træningslejre og testkampe er normalt en fast del af optakten til en fodboldslutrunde. Men det er tvivlsomt, om det danske U21-landshold overhovedet når at samles inden EM i marts.

Et tætpakket klubprogram levner dårligt tid til samlinger ud over de sædvanlige landsholdsterminer, som der ikke er flere af inden da.

Så landstræner Albert Capellas er klar over, at han næppe har sit hold til rådighed mere inden afrejsen til EM.

- Jeg taler med forbundet (DBU, red.) om, hvilke muligheder vi har.

- Hvis vi skal tage direkte til turneringen, vil jeg acceptere det, for sådan er situationen i øjeblikket. Det er vi klar til, og vi vil arbejde på at forberede spillerne bedst muligt efter omstændighederne, siger Capellas.

Før EM i 2019 tog daværende U21-landstræner Niels Frederiksen en trup primært bestående af spillere fra den hjemlige liga med til Mexico på træningslejr i januar.

Derefter var der to testkampe for EM-holdet i marts og yderligere en kamp i juni fem dage inden EM-premieren. Den luksus har hans efterfølger ikke.

Problemet for Capellas er, at ligaerne er startet sent som følge coronapandemien. Det betyder, at mange lande i denne sæson opererer med en meget kort - eller slet ingen - vinterpause.

Samtidig er EM flyttet fra juni til marts for ikke at kollidere med det udskudte EM for A-landshold.

Dermed er det svært at se, hvordan Capellas og hans kolleger fra de øvrige EM-lande skal finde tid til træningssamlinger og testkampe.

- Hvis jeg får chancen for at lave noget i januar, vil det være fantastisk. Men jeg tror ikke, det bliver let, erkender Albert Capellas.

Han havde senest sit hold samlet til de afsluttende EM-kvalifikationskampe i november, og meget tyder på, at landstræneren først ser sine spillere igen få dage før EM-premieren mod Frankrig 25. marts.

Landstræneren vælger dog at stille sig tilfreds med, at det overhovedet er blevet muligt at afvikle slutrunden.

- Jeg er meget glad for, at vi får chancen for at spille turneringen i 2021. Det er rigtig godt, siger Capellas.