Taktisk triumf for Brøndby-træner

Brøndby stillede til start i Aalborg i en sjældent set kompakt formation. Det gav bonus, da 2-1-sejren over AaB kom i hus via taktisk disciplin.

- Vi kontrollerede kampen på den måde, som vores taktik lagde op til. På den baggrund er jeg meget tilfreds med måden, hvorpå vi vandt kampen. At kontrollere en kamp på den måde er noget, som vi stræber efter, siger Kent Nielsen.

Sejren over AaB viste noget af den defensive styrke, som Brøndby-træneren har efterlyst gennem efteråret.

- Vi fik lukket ned for AaB på en måde, som vi kan være meget tilfredse med. Ud fra et defensivt synspunkt var det en af de bedste præstationer i denne sæson, fastslår Kent Nielsen, der også roser holdets offensive skarphed.

- Vi var yderst effektive. Det er noget, som er en nødvendighed, hvis vi skal være med i toppen. Det er dejligt for os at have en spiller som Morten "Duncan" Rasmussen. Han scorer jo næsten lige meget hvor på kroppen, bolden rammer ham for tiden, siger Kent Nielsen.

Brøndby-træneren er normalt ikke mand for de hurtige konklusioner, men han erkender, at sejren var vigtig for at hænge på i den øjeblikkelige topstrid.

- Mesterskabet bliver næppe afgjort i denne runde, men det var en vigtig sejr, fordi vi på den måde er en del af topstriden, medgiver Kent Nielsen.

Brøndby er med sejren noteret for 24 point.

/ritzau/

Brøndby-træner Kent Nielsen så 2-1-sejren over AaB som en taktisk triumf offensivt såvel som defensivt.

Offentliggjort Sidst opdateret