Talenter i hopla på sidstedagen

Det lover godt for kvindelandsholdets fremtid, at mange af de unge spillere i truppen har vist sig frem fra deres gode side ved håndbold-VM i Kina. Mie Augustesen er blot 21 år, men venstrefløjen kronede sin turnering med at lave hele 10 mål mod Sydkorea.

- Det var dejligt at få løbet nogle kontraer for en gangs skyld. Jeg fik mange gode udkast at arbejde med, men jeg synes også, at bagspillerne har en stor del af æren for, at det blev til så mange mål, for de lavede mange udspil til mig, og så var det jo bare at smække den ind, siger Randers-fløjen, der også havde et godt kendskab til flere af koreanerne fra sin tid på ungdomslandsholdet.

Det samme har Kristina Kristiansen, og hun tog fint over på playmakerpladsen, da Louise Mortensen for en gangs skyld ikke havde en af sine bedste dage.

Med sit gode overblik og sine finter styrede hun som en garvet rotte det danske spil, da sydkoreanerne forsøgte at stresse Danmark med et offensivt forsvar - samme opskrift, som angolanerne tidligere i turneringen havde nedlagt danskerne med.

- Det betød meget, at vi var foran mod Sydkorea hele tiden, for det gav en helt anden ro. Det betød, at vi ikke stressede som mod Angola, siger spilleren fra Team Tvis Holstebro, der har tænkt sig at fejre femtepladsen med holdkammeraterne, så det kan høres.

- Det kan da godt være, at vi skal hjem og lave noget larm på gangen, siger hun

/ritzau/

To af Danmarks bedste spillere i kampen mod Sydkorea var også to af de yngste. Kristina Kristiansen og Mie Augustesen viste vejen for holdkammeraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret