Talentmangel truer Danmarks status som topnation i ishockey

Joachim Blichfeld var med på det U20-landshold, der i 2017 skrev dansk ishockeyhistorie med en femteplads ved A-VM. I dag rangerer de danske talenter som nummer 15 i verden. Foto: Roni Rekomaa/Ritzau Scanpix

Dansk ishockey producerer slet ikke den samme mængde talenter som tidligere. Talentchef Jens Nielsen er bekymret for landsholdets fremtid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med en tiendeplads på verdensranglisten er det mandlige ishockeylandshold historisk højt placeret i det internationale hierarki.

Men der er mørke skyer forude, og der er grund til bekymring for, om landsholdet kan hænge på i den hårde konkurrence om nogle år.

Dansk ishockey producerer nemlig ikke nær så mange eller så store talenter som tidligere. Og det er især kritisk, fordi seniorlandsholdet i årevis har været båret af en stamme af veteraner, der nu begynder at falde fra.

- Vi får et problem i de kommende år, siger U20-landstræner Jens Nielsen.

- I aldersgruppen omkring U20 mangler vi noget. Vi skal til at udvikle noget mere ude i klubberne, så vi kan få nogle flere talenter frem, fastslår han.

Nielsen blev sidste efterår fuldtidsansat som såkaldt sportskonsulent i Danmarks Ishockey Union, der har udpeget den tidligere målsluger som manden, der skal hjælpe talentarbejdet tilbage på sporet.

Ud over ansvaret for U20-landsholdet og opgaverne som assistent for seniorlandstræner Heinz Ehlers skal han være med til at hæve kvaliteten af træningen i de danske klubber.

Og der er nok at tage fat på for Jens Nielsen, der fra sin bopæl i Sverige har oplevet, at de svenske klubber ikke længere går på rov efter danske talenter.

- Tidligere har vi haft over ti spillere, der spillede i U20-ligaen i Sverige. Nu har vi to-tre stykker.

- Vi skal have flere spillere, der er attraktive for klubberne i Sverige eller USA, så de kan få deres ishockeyuddannelse der. De får ikke nok udfordring hjemme i Danmark, siger Jens Nielsen.

Et af problemerne er nemlig, at teenagerne får meget lidt spilletid i den danske Metal Ligaen. Her gør seks eller syv af de ni klubber sig hvert år håb om at vinde mesterskabet, og så er der dårligt plads til lærlinge.

Derfor må de unge danskere ofte nøjes med at spille i 1. division eller talentligaen, og der er niveauet ganske enkelt ikke højt nok.

- Tidligere skulle man spille fast i Metal Ligaen for at komme på vores U20-landshold. Men lige nu er der næsten ingen i den alder i ligaen, siger Jens Nielsen.

Det U20-landshold, han netop har overtaget fra Olaf Eller, undgik med nød og næppe nedrykning ved B-VM i december.

Noget af en kontrast til 2017, hvor Danmark blev nummer fem på A-niveau foran store ishockeynationer som Tjekkiet, Schweiz og Finland.

- Vi har nok sovet lidt i timen. Det er jo ikke noget, der er sket sidste år. Det skete måske for fem-seks år siden i forhold til dem, der er 17-18 år nu, siger Jens Nielsen.

Ved B-VM tabte Danmark fire ud af fem kampe mod nationer som Norge, Kasakhstan og Hviderusland.

Det er lande, som man i de senere år har overhalet på seniorniveau, men som åbenlyst har mere fart på talentudviklingen.

- Vi ser, at vi halter efter fysisk, og det giver sig også udslag i tempoet og skøjteløbet. Vi har stadig nogle dygtige skøjteløbere, men vi skal blive meget bedre der også, siger Jens Nielsen.

At rette op på manglerne sker selvsagt ikke fra den ene dag til den anden. Derfor har han rettet fokus på spillerne i U11- og U13-årgangene.

Den mest presserende opgave er, at gøre børne- og ungdomstrænerne bedre.

- Vi er rundt i alle klubber i landet for at hjælpe. Det er svært at få frivillige trænere ind, og det forstår vi godt.

- Man bruger altså mange timer på at træne et U11-hold. Det er slet ikke sikkert, at du kan få en træner med ishockeybaggrund, siger Jens Nielsen.

Han lægger ikke skjul på, at tiden er knap. Bliver talentudviklingen ikke løftet i en fart, går det også ud over dansk ishockeys flagskib, seniorlandsholdet.

Her venter et generationsskifte, og der er brug for yngre spillere med international klasse, hvis landsholdet skal fastholde sin position blandt de bedste nationer.

- Det hele følges ad. Hvis U20-landsholdet har problemer med at holde sig i B-gruppen, bliver det svært for de spillere, når de kommer op og skal spille med seniorlandsholdet til A-VM.

- Vi skal ligge i toppen af B-gruppen for juniorerne og allerhelst være i A-gruppen. Men det kommer nok desværre ikke til at ske inden for de næste to-tre år, spår Jens Nielsen.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu