Tårevædet Dortmund-træner: Der var ingen lykkelig slutning
En skuffet Edin Terzic forlader pressemødet, efter at Dortmund på sidste spilledag blev overhalet af Bayern München, som vandt det 11. tyske mesterskab i træk. Foto: Jürgen Fromme/Ritzau Scanpix
- Det gør ekstremt ondt. Der er ikke nogen lykkelig slutning for os i år, siger Dortmund-træner Edin Terzic.
Edin Terzic, Dortmunds cheftræner, måtte med tårer i øjnene erkende efter lørdagens uafgjort mod Mainz, at der ikke var "en lykkelig slutning" for den vesttyske klub.
- Man kan se, hvor svær og hård denne her sport, som vi har forelsket os i, kan være.
- Det gør ekstremt ondt. Der er ikke nogen lykkelig slutning for os i år, siger han, efter at Bayern München overhalede de gulklædte og vandt det tyske mesterskab.
Dortmundholdet kunne lørdag morgen stå op til et topointsforspring i toppen af Bundesligaen, inden ligaens sidste spillerunde skulle fløjtes i gang klokken 15.30.
Her måtte Dortmund nøjes med 2-2 mod Mainz, mens Bayern München i sin kamps døende minutter tog en 2-1-sejr over FC Köln på et sejrsmål fra Jamal Musiala.
Dermed står de to hold lige på point - begge med 71 - men Bayern kunne altså tage sit 11. mesterskab i træk, fordi sydtyskerne har en markant bedre målforskel.
At vinde det mesterskabet med Dortmund ville have været en stor bedrift i Tyskland, hvor Bayern München længe har været det dominerende hold.
Terzic gjorde dog Dortmund til den mest seriøse mesterskabskandidat, det har været i en del år, og der var tilsyneladende også mange fans af ham på de gule tribuner, selv efter at Dortmund havde smidt guldet lørdag.
Han gik efter kampen ud foran Dortmunds aktive fanafsnit, Den Gule Mur, hvor han med tårer i øjnene blev hyldet for sit arbejde med holdet.
Dortmund-anfører Mats Hummels, som er den eneste på holdet, der før har vundet guld med Dortmund, indrømmer efter kampen, at de næste par dage bliver "brutale".
- Den bliver svær at sluge. Det kommer til at tage mere end et par dage, siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde