Tauson får behandling i nederlag til brasiliansk topspiller
Clara Tauson tabte for nylig i første runde af US Open, hvor billedet her er fra. Samme skæbne led danskeren i WTA-turneringen i slovenske Portoroz. Foto: Mike Stobe/Ritzau Scanpix
Clara Tauson havde igen problemer med fysikken, da hun tabte til brasilianske Beatriz Haddad Maia.
Verdens nummer 18 var mandag aften for stor en mundfuld for Clara Tauson i slovenske Portoroz.
Danskeren led et nederlag til brasilianske Beatriz Haddad Maia, der gik videre til anden runde af WTA-turneringen ved at vinde 7-6, 6-3.
Set med Tausons briller var det også bekymrende, at hun midtvejs i andet sæt modtog behandling, før hun spillede kampen til ende.
Tauson har tabt flere kampe, end hun har vundet i 2022, hvor hun også har døjet med en rygskade og sygdom.
Derfor er hun på jagt efter en stime af sejre, men lodtrækningen i Slovenien var hård.
På den anden side af nettet stod Beatriz Haddad Maia, der alene i år har vundet 43 kampe og to WTA-turneringer i single.
Tauson havde dog fordel af at have vundet deres hidtil eneste møde, som fandt sted i Indian Wells tidligere på året.
Men mandag kom hun med det samme under pres. Danskeren blev brudt til 1-2, før hun med en stribe velplacerede slag kom tilbage og tog føringen i sættet.
Men når Haddad Maia fik sin førsteserv i spil, lod sydamerikaneren sjældent Tauson komme til fadet.
Tauson hang dog godt på og pressede første sæt ud i en tiebreak. Her bragte hendes andenseedede modstander sig foran 4-0, og denne gang kom Tauson ikke tilbage.
Den formstærke brasilianer var stærk fra starten af andet sæt, hvor hun lagde så stort et tryk, at Tauson ikke kunne følge med.
Bagud 0-3 tilkaldte danskeren en læge, der behandlede Tauson på den nedre del af ryggen.
Det hjalp, for de næste to partier gik til den 19-årige dansker, før hun atter måtte se brasilianeren bryde serven.
Tauson afværgede to matchbolde, men på tredje forsøg gik den ikke længere, og hun må endnu en gang måtte forlade en turnering efter et nederlag i første kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde