Tauson knokler sig videre i Luxembourg efter tæt kamp
Clara Tauson besejrede den fjerdeseedede russer Ekaterina Alexandrova i tre sæt.
Clara Tauson er klar til kvartfinalen i WTA-turneringen i Luxembourg, hvor den danske tennisspiller fik skovlen under den fjerdeseedede russer Ekaterina Alexandrova i onsdagens opgør i anden runde.
Efter næsten to en halv times kamp var det den unge dansker, der kunne juble over en sejr i tre sæt med cifrene 6-4, 3-6 og 7-6.
Der er tale om at pæn skalp for Tauson. Alexandrova rangerer som nummer 33 i verden, hvilket er 37 pladser bedre end danskeren.
Kampen skulle hen i niende parti, før en af de to spillere formåede at bryde den andens serv. Det var Clara Tauson, der slog til og kom foran 5-4.
Den unge dansker havde tidligere i sættet seks gange spillet sig til en breakmulighed, men det var altså først i syvende forsøg, at det lykkedes.
Det gav Tauson mulighed for selv at serve sættet hjem, og den chance forspildte hun ikke.
Men Alexandrova svarede hurtigt tilbage. Den hårdt servende russer kom flyvende ud af startblokken i andet sæt og slog sig hurtigt på 3-0.
Tauson var på hælene og kom aldrig for alvor op i gear. Så skulle det hele afgøres i tredje sæt.
Her brød Alexandrova til 2-1-føring, men Tauson brød tilbage, og så fulgtes de to spillere ad til 6-6, hvorefter det hele skulle afgøres i tiebreak.
Og her var spændingen opbrugt, for russeren kunne slet ikke få sit spil til at hænge sammen i afgørelsens time. Tauson vandt tiebreaken i suveræn stil med 7-1.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned