Tauson melder fra til WTA-turnering før Australian Open
Clara Tauson vandt søndag sin tredje WTA-titel i karrieren og er nu nummer 41 i verden. Foto: Alan Lee/Ritzau Scanpix
Clara Tauson, som mandag avancerede på verdensranglisten, melder afbud til WTA-turneringen i Hobart.
Clara Tauson trækker sig fra WTA-turneringen i australske Hobart med en mærket krop og et belastet håndled. Det oplyser Clara Tausons far, Søren Tauson, i en sms til Ritzau.
Turneringen i Hobart fungerer som opvarmning til grand slam-turneringen Australian Open, der begynder 12. januar.
Søren Tauson, der er far til Clara Tauson, nedtoner årsagen til afbuddet og forklarer, at beslutningen er truffet udelukkende for at passe på kroppen inden Australian Open.
- Efter rigtig meget og god tennis i Auckland kan det godt mærkes i kroppen. Særligt lørdag, hvor Clara var på centre court tre gange, var en vis belastning.
- På den baggrund har vi sammen med WTA's fysioterapeut i Auckland besluttet, at Clara prioriterer at restituere de små skavanker, særligt håndleddet, der opstår i et tæt program.
- Dermed spiller hun ikke i Hobart, men håber at besøge Tasmanien en anden gang, skriver faren i beskeden.
Han oplyser desuden, at datteren nu rejser videre for at forberede sig til årets første grand slam-turnering.
- Clara rejser nu til Melbourne, og så begynder opladningen til Australian Open herefter.
Tauson, der søndag vandt sin tredje WTA-turnering i newzealandske Auckland, er mandag hoppet ni pladser op er nu nummer 41 på den seneste verdensrangliste.
Dermed er den 22-årige dansker ikke langt fra sin bedste placering som nummer 33, som hun opnåede i februar 2022.
Det var planen, at Tauson efter turneringen i Auckland skulle deltage i en sidste turnering inden Australian Open, men det kommer ikke til at ske.
I første runde skulle Tauson have mødt ukraineren Anhelina Kalinina tirsdag.
Men nu træder italieneren Lucia Bronzetti ind i turneringen i stedet som lucky loser. Det fremgår af turneringens hjemmeside.
Tauson vandt søndag finalen i Auckland, efter at finalemodstanderen, Naomi Osaka, trak sig med en skade efter første sæt. Osaka havde vundet det første sæt.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker