Team Danmark forventer mere svømmesucces

Team Danmark-direktør Michael Andersen forventer, at dansk svømnings vej mod OL 2012 i London bliver belagt med medaljer. Efter otte medaljer ved sidste uges kortbane-EM tror han på dansk metal ved EM på langbane næste år og ved langbane-VM i 2011.

- Der vil komme medaljer ved EM på langbane, og jeg tror også, at vi vil få europamestre. Også til VM tror jeg på, at vi kan tage medaljer, for vi har aldrig stået så stærkt som nu. Før havde vi en eller to svømmere, men i dag har vi fire-fem svømmere, der kan være med blandt de bedste i verden, siger Michael Andersen, som spår mellem fem og syv finaler med dansk deltagelse ved OL i London.

Han peger på især de nykårede europamestre Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen som trumfkort, suppleret med blandt andre Mads Glæsner, Jeanette Ottesen og 17-årige Pernille Larsen, som alle vandt bronzemedaljer ved EM.

Michael Andersen roser Dansk Svømmeunion for at være god til at udnytte de ressourcer, som Team Danmark tilbyder.

- Svømmeunionen er sammen med Danmarks Cykle Union det forbund, der bruger vores ekspertsystem bedst. Det gælder ved test, ved det mentale og omkring ernæring, siger han. /ritzau/

Danske svømmere kommer til at hente endnu flere medaljer ved de internationale mesterskaber, spår Team Danmarks direktør, Michael Andersen.

Offentliggjort Sidst opdateret