Team Danmark øger støtten til dansk curling frem mod OL
Madeleine Dupont og resten af de danske curlingkvinder kan se frem til mere økonomisk støtte frem mod OL i 2026. (Arkivfoto). Foto: Darren Calabrese/Ritzau Scanpix
Med OL i 2026 i sigte bliver støtten til dansk curling nu øget, meddeler Team Danmark.
De danske curlingkvinder kan se frem til at få mere økonomisk støtte fra Team Danmark op til de olympiske vinterlege i 2026.
Det oplyser Team Danmark tirsdag i en pressemeddelelse.
Bevillingen af de ekstra midler blev vedtaget på Team Danmarks bestyrelsesmøde i sidste uge. Støtten vil gå til både kvindelandsholdet og landsholdet i mixeddouble.
Der bliver ikke sat tal på den øgede støtte. Men Magnus Wonsyld, der er sportsmanager i Team Danmark, forklarer nærmere om årsagen til støtten.
- Konkurrenceniveauet i international curling stiger markant, så det kræver hårdt og dedikeret arbejde at præstere på højeste niveau til VM og OL.
- Vi tror ligesom forbundet på, at med afsæt i en flot sjetteplads til VM er der et spændende OL-potentiale for dansk curling i 2026, som vi glæder os meget til at følge, siger Magnus Wonsyld i meddelelsen.
De danske curlingkvinder endte ved det seneste VM som nummer seks og var ikke langt fra en plads i semifinalerne. Nu er håbet, at holdet kan komme med til OL.
Henrik Christoffersen, der er formand i Dansk Curling Forbund, kalder den øgede støtte for værdsat.
- Støtten fra Team Danmark er helt uvurderlig især i forhold til forberedelserne frem mod OL i 2026.
- At Team Danmark nu øger støtten til vores atleter og elitecenter er ikke noget, man kommer sovende til, siger Henrik Christoffersen.
I konkurrencen med flere af de store curlingnationer er håndsrækningen fra Team Danmark vigtig. Det mener Ulrik Schmidt, der er elitecenterleder i Dansk Curling Forbund.
- Der skal arbejdes hårdt for at gøre sig gældende internationalt, hvor fuldtidsspillere og store budgetter er dagens orden, lyder det fra Ulrik Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned