Team Danmark vil have mandlig fægter til OL
Ikke siden 1972 har Danmark haft en mandlig fægter med til OL, men det skal ændre sig til sommerlegene i Rio i 2016.
Team Danmark satser på at få fægteren Frederik von der Osten ved til OL om to år, og derfor støttes han med knap 350.000 kroner, oplyser Team Danmark i en pressemeddelelse.
- Det er en kæmpe anerkendelse af mine præstationer, og det betyder virkelig meget at vide, at Team Danmark har holdt øje med mig og fundet mig dygtig nok.
- Jeg kommer fra en lille sportsgren, og jeg er utrolig stolt over støtten, siger 21-årige Frederik von der Osten.
Støtten skal blandt andet bruges til at få Frederik von der Osten med til flere internationale stævner. Desuden vil udenlandske fægtere blive inviteret til Danmark for at træne med Frederik von der Osten.
- Det kan måske give mig de sidste 10-15 procent, der skal til for at gå hele vejen. Danmark er ikke en stor fægtenation, så vi har ikke mange fægtere på højt niveau.
- Derfor vil det betyde meget at få sparring fra udenlandske fægtere og møde andre fægtestile, end jeg er vant til i min daglige træning, siger Frederik von der Osten.
I foråret vandt Frederik von der Osten over den olympiske mester, og Team Danmarks direktør, Michael Andersen, glæder sig over, at dansk fægtning igen blander sig i verdenseliten.
- Frederik er et stort talent, og han har potentiale til at nå rigtig langt, siger han.
Dansk Fægte-Forbund bliver et nyt projektstøttet forbund hos Team Danmark, og Frederik von der Osten rangeres nu som eliteatlet hos Team Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker