Team Danmarks direktør hylder Guldfireren efter VM-sølv
Lone Hansen er imponeret over, at letvægtsfireren i roning hentede en VM-medalje trods en turbulent optakt.
Søndag roede letvægtsfireren i roning, også kaldet Guldfireren, sig til sølv ved VM i Aiguebelette i Frankrig.
Det resultat imponerer Lone Hansen, direktør for eliteorganisationen Team Danmark.
Ikke mindst fordi båden for nogle måneder siden måtte foretage en omrokering, da rutinerede Morten Jørgensen blev skadet.
- Det er stærkt, at Guldfireren igen sætter en tyk streg under, at vi er i den absolutte verdenstop i letvægtsroning.
- Det har ikke været nogen nem optakt med rokeringer i båden efter Morten Jørgensens skade, og det understreger bare, hvor stærkt elitemiljøet omkring landsholdet er, når en ny roer kan springe ind kort tid før VM.
- Den bredde og fleksibilitet, som det stærke elitemiljø på rocentret i Bagsværd skaber, er utrolig vigtig, og det lover godt frem mod OL, siger Lone Hansen i en pressemeddelelse.
Team Danmark-direktøren bemærker også, at Guldfireren har kæmpet med det dårlige danske vejr i optakten til VM.
Det har betydet, at båden ikke har kunnet træne så meget som ønsket på Bagsværd Sø.
Jacob Søgaard, Jacob Barsøe, Jens Vilhelmsen og Kasper Jørgensen sad i båden, der vandt VM-sølv.
Jens Vilhelmsen erstatter i øjeblikket Morten Jørgensen, der kæmper for at komme tilbage efter en skade. Foreløbig er han dog ude resten af året.
Morten Jørgensen vandt sammen med Jacob Barsøe, Jacob Søgaard og Kasper Jørgensen guld ved både VM og EM i 2013 og 2014.
Schweiz vandt guld ved VM i Aiguebelette, mens bronzen gik til Frankrig.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker