Team DK uforstående over ministerangreb

- Hvis der er nogen, der tror, at jeg eller Team Danmark laver besparelser for sjov, så tager de fejl. Vi gør det, fordi vi finder det nødvendigt, siger formand for Team Danmark, Carl Holst (V).

Hans udfald kommer, efter at kulturminister Carina Christensen (K) har udtrykt skepsis over nødvendigheden af Team Danmarks bebudede besparelser på cirka 20 millioner kroner, da organisationen de to seneste år har genereret overskud og har en egenkapital på cirka 30 millioner kroner. Hun har indkaldt Team Danmark til møde, hvor bestyrelsen skal forklare sig, og det ser Carl Holst frem til.

- Det kan godt være, at det ikke er 20 millioner, men 19, 18 eller 17. Men det er lidt lige meget. Vi har nedgang i indtæger fra danske spil på seks millioner, nedgang i kommercielle indtægter på knap 10 millioner. Og det er kun baseret på udviklingen i første halvår. Det kan blive værre. Og det skal vi tage højde for. Vi laver besparelserne lige meget hvad, det er økonomisk ansvarlighed, siger Holst.

- Man får det til at lyde som om, vi har truet med at lave besparelser, hvis ikke vi får flere penge. Og så siger ministeren nu, at der ikke er grund til at lave besparelserne. Hun siger så, at nedgang i indtægter fra tipsmidlerne gælder alle. Ja, og hvad så? Jeg har ikke sagt, at det kun gælder for os. Jeg konstaterer bare, at der er en grund til at lave besparelser, vi har vedtaget dem, og de bliver gennemført på mandag. Det er ikke tudefjæs fra min side, siger han.

/ritzau/

Team Danmark-formand Carl Holst slår fast, at han ikke laver besparelser for sjov, og at han ikke er ude på at true sig til flere penge.

Offentliggjort Sidst opdateret