Team Esbjerg appellerer afgørelse i timeout-sag
Team Esbjerg-træner Jesper Jensen er frustreret over, at hans hold ikke er blevet tildelt en omkamp efter en episode med timeout-knappen under pokalkvartfinalen med Herning-Ikast. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Esbjergs protest i pokalkampen mod Herning-Ikast blev ikke taget til følge af Håndboldens Disciplinærinstans.
Team Esbjerg har ikke tænkt sig at stille sig tilfreds med den afgørelse, Håndboldens Disciplinærinstans har taget i forbindelse med pokalkampen mod Herning-Ikast 19. september.
Klubben går nu videre til Håndboldens Appelinstans med sin protest, som i første omgang ikke blev taget til følge.
Det skriver Esbjerg i en pressemeddelelse.
Team Esbjerg nedlagde protest efter pokalkvartfinalen, som Herning-Ikast vandt med 26-25.
Med godt 30 sekunder tilbage af kampen trykkede Esbjerg-træner Jesper Jensen på timeout-knappen, da hans spillere var i boldbesiddelse.
Men da timeout-signalet i hallen var forsinket, nåede Herning-Ikast at erobre bolden, så dommerne vurderede, at timeouten var ugyldig.
Da Herning-Ikast ikke fik noget ud af det næste angreb, var vestjyderne på bolden med få sekunder tilbage, og Jesper Jensen valgte igen at trykke på timeout-knappen.
Ifølge reglerne må trænerne blot tage en enkelt timeout inden for de sidste fem minutter af kampene. Derfor vurderede dommerne, at Herning-Ikast skulle tildeles et straffekast, hvilket blev afgørende.
Jesper Jensen er frustreret over, at hans hold ikke er blevet tildelt en omkamp.
- Vi indbringer sagen for Håndboldens Appelinstans, fordi vi ønsker sportens højeste myndigheds vurdering af en afgørelse, som vi finder urimelig og unfair.
- Afgørelsen fra disciplinærinstansen strider mod det grundlæggende princip, at håndboldkampe skal afgøres på banen.
- Når et dommerpar og en kampobservatør ikke er vidende om reglerne, må det ikke få den konsekvens, at et hold i boldbesiddelse, som berettiget tager en timeout 14 sekunder før tid, mister bolden og får et straffekast imod sig, siger Jesper Jensen i pressemeddelelsen.
Dansk Håndbold Forbund (DHF) skrev i en pressemeddelelse i forbindelse med afgørelsen fra disciplinærinstansen, at instansen vurderede, at der var tale om et dommerskøn.
- Ifølge spillereglerne kan man ikke nedlægge protest mod et dommerskøn, og derfor tages protesten ikke til følge, lød det i kendelsen.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker