Team Esbjerg er sluppet af med stress før europæisk finale
Jesper Jensen dirigerer her med Team Esbjerg-spillerne under den første EHF Cup-finale. Foto: Niels Husted/Ritzau Scanpix
Niels Husted/Ritzau Scanpix
Jesper Jensen forventer, at Team Esbjerg vil spille med mere ro i EHF Cup-finalens returkamp mod Siofok.
Det er med anderledes ro i kroppen, at Team Esbjerg lørdag går ind til den afgørende finale i EHF Cuppen på udebane mod ungarske Siofok.
Den første finale endte 21-21 i Esbjerg, og nu kan vestjyderne både forholde sig til et resultat og til modstanderens styrke. Det bliver en fordel i returopgøret, mener Esbjerg-træner Jesper Jensen.
- Nu har vi et udgangspunkt at spille efter, og det gør det nemmere for os. Det er altid svært at spille den første kamp på hjemmebane, fordi man ikke helt ved, hvad der skal til. Jeg tror, at det kommer til at løsne sig for os.
- Der vil ikke være en stressfaktor, med at nu skal vi have et mål eller to mere for at få et godt udgangspunkt mod et hold, vi ikke havde mødt før. Det var med til at stresse os i den første kamp. Nu kender vi modstanderen, og vi kender vores konkrete udgangspunkt.
- Hvis vi er foran, ved vi, at vi skal forsvare føringen, og hvis vi er bagud, ved vi, at vi skal jagte dem. Det kommer til at give en helt anden type kamp, siger Jesper Jensen.
Vestjyderne nåede både at være foran og bagud med fire mål i løbet af den første kamp. Her lærte Jesper Jensen, at Siofok er til at tale med, når de største stjerner får et hvil på bænken.
- Deres stjernespillere ramte et højere niveau i den første kamp end i de kampe, vi havde set på video. Men det er stadigvæk vores kollektiv, der skal slå deres individualister.
- Som vi så i den første kamp, er der ikke meget bredde i deres hold, og det skal vi slå dem på, siger Jesper Jensen.
I kraft af hjemmebanefordelen i returopgøret tildeler han Siofok en smal favoritværdighed. Han håber dog på, at støtten fra hjemmepublikum kan forvandles til et negativt pres på ungarernes spillere.
- De kommer til at få et kæmpe løft foran deres eget publikum, men kan vi komme foran et par gange i kampen, så tror jeg også, at de vil føle sig mere presset af at være på hjemmebane, for de har en forventning om at skulle stå med pokalen, siger Jesper Jensen.
TTH Holstebro er det seneste danske hold til at vinde EHF Cuppen. Det gjorde klubben i 2015.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker