Team Esbjerg snupper første slutspilssejr mod Aarhus

Team Esbjerg - her mod Viborg - vandt komfortabelt over Aarhus United. Foto: Morten Lee Pedersen/Ritzau Scanpix

Team Esbjerg førte i stort set hele kampen og vandt komfortabelt over Aarhus United i håndboldslutspil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at have tabt den første kamp i kvindernes håndboldslutspil kom Team Esbjerg søndag på tavlen med en sejr i hjemmekampen mod Aarhus United, der blev besejret med 37-30.

Team Esbjerg, der havde to point med fra grundspillet, er oppe på fire point og topper dermed den tætte gruppe 2, mens Aarhus har to point.

Senere søndag sejrede Herning-Ikast på hjemmebane med 23-22 over Viborg HK, og dermed har de to klubber henholdsvis tre og to point.

I en målrig første halvleg førte Esbjerg stort hele tiden, men det lykkedes aldrig at slå et stort hul, og pauseføringen lød på 19-17.

Sådan fortsatte billedet efter pausen, og det trak for alvor op til vestjysk sejr, da det første forspring på fem mål blev en realitet ved stillingen 28-23.

Aarhus kunne da heller ikke nå at gøre opgøret spændende, og dermed kom holdet ned på jorden efter den indledende slutspilssejr over Herning-Ikast.

Sidstnævnte fik søndag revancheret sig med en sejr over Viborg, og her var opgøret meget mere tæt.

Ganske vist førte Herning-Ikast i stort set hele kampen, men Viborg blev ved med at bide sig fast i haserne på hjemmeholdet. I slutfasen var Viborg flere gange kun bagud med et mål, men Herning fik altså kørt den knebne sejr hjem.

I nedrykningsspillet vandt Skanderborg på udebane med 26-25 over Randers. Dermed fører Skanderborg gruppen med fire point, mens Randers ligger næstsidst med et point.