Team Esbjerg-træner: Niveau til at matche de allerbedste

Dinah Eckerle leverede en stor præstation, da Team Esbjerg slog Rostov-Don. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Jesper Jensen var stolt over den overbevisende måde, som Team Esbjerg slog Rostov-Don på i Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Team Esbjerg kan tillade sig at drømme stort i denne Champions League-sæson, efter at holdet søndag vandt med hele otte mål over det stærke russiske hold Rostov-Don.

Træner Jesper Jensen kaldte det en "enorm stærk præstation", selv om russerne savnede nogle profiler.

- Især defensiven og Dinah Eckerle i målet lavede en voldsom fin præstation, og vi lykkedes med mange ting, vi havde snakket om, mod et notorisk europæisk tophold.

- Det viser, at vi har niveau til at spille med mod de allerbedste. Vi er stolte af, at vi selv kan afgøre kampen på det niveau og ikke er afhængige af, at modstanderen ikke toppræsterer, siger Jesper Jensen.

Hjemmesejren på 25-18 sendte Team Esbjerg op på en foreløbig andenplads i gruppe A, og det kan blive nok så vigtigt, da top-2 går direkte til kvartfinalen, mens nummer tre til seks skal spille ottendedelsfinale.

- Det er ikke afgørende, men vi sigter da efter andenpladsen. Det handler om at skrabe en masse point sammen, og rækker det til top-2, er det bare helt fantastisk, siger Jesper Jensen og fortsætter:

- Den vil vi have for øje, så længe det kan lade sig gøre, da kampprogrammet efter jul også er hårdt og så efter en VM-slutrunde. Kan vi fjerne to kampe og få en bedre seedning, er det en delmålsætning i sig selv.

I søndagens sejr var særligt den tyske keeper Dinah Eckerle iøjnefaldende. Hun diskede op med mange flotte redninger, da hun fik chancen på bekostning af Rikke Poulsen.

- Det sjove er, at Rikke havde stået tre gode kampe inden den mod Aarhus, og så fik Dinah chancen og lavede en pragtpræstation med 21 redninger, så vi var i et kæmpe dilemma før i dag. Vi gik med Dinah, og den chance tog hun ret godt imod.

- Hun er en tryghedsperson, der lige skulle finde sig selv i Danmark, men vi har set hendes præstationer til træning, så jeg tror, der kommer flere præstationer, som den vi så i dag, lyder det fra træneren.

Dinah Eckerle var selv godt tilfreds med søndagens kamp.

- Jeg kom godt i gang med nogle gode redninger og fik mere og mere selvtillid, og jeg er virkelig glad for, at jeg kunne levere sådan en præstation og hjælpe holdet til at vinde.

Tyskeren ser store muligheder for Team Esbjerg i turneringen.

- Helt ærligt tror jeg, at alt er muligt. Det er en meget jævnbyrdig gruppe, men spiller vi som i dag, kan vi slå alle, lyder det fra Dinah Eckerle.