Team Esbjerg venter vildskab og Balkan-bold i Montenegro

Team Esbjerg-træner Tomas Axnér vil have sine spillere til at skrue tempoet i vejret mod Buducnost. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Buducnost er langt fra tidligere storhed, men kan alligevel blive en svær opgave for Team Esbjerg.

Offentliggjort Sidst opdateret

På papiret ligner det en overkommelig opgave for Team Esbjerg, når holdet lørdag aften møder Buducnost på udebane i kvindernes Champions League i håndbold.

Montenegrinerne er langt fra den styrke, der indbragte klubben to Champions League-titler i 2012 og 2015. Efter seks kampe i gruppespillet er holdet kun noteret for et point.

Alligevel er Esbjerg-træner Tomas Axnér forberedt på, at det kan blive en besværlig aften.

- De spiller en omgang Balkan-håndbold. De er meget hurtige, og hvis de er med i opgøret, kan det gå hen at blive svært for os. Forsvarsmæssigt spiller de kompromisløst, og i angrebet kan de være svære at læse.

- Så vi skal have sat tempo i kampen, for hvis man kigger på deres tidligere opgør, så har de det svært mod hold, der løber meget, siger Axnér i en pressemeddelelse fra Team Esbjerg.

Buducnost hentede sit hidtil eneste point mod storklubben Györ fra Ungarn, der overraskende måtte nøjes med 23-23.

Den kamp demonstrerede, at selv de største hold kan få det svært i Montenegro, hvis de ikke tager kontrollen i begyndelsen af kampen.

- Det er meget vigtigt, at vi får en god start, for så kan vi måske tage noget af den vildskab ud af dem.

- Vi gør det ved at løbe på vores omstillinger og være kliniske i vores afslutninger. Det skal ikke blive en kamp i lavt tempo, for den slags håndbold er de gode til, siger Tomas Axnér.

Team Esbjerg har før mødet med Buducnost otte point efter seks kampe og ligger på tredjepladsen i Champions Leagues gruppe B.

Kampen fløjtes i gang klokken 18 lørdag aften.

/ritzau/