Team Saxo Bank skød atter med løst krudt

Heller ikke på søndagens bjergrige Tour de France-etape fik Team Saxo Bank taget tid fra det fortsat stærkt dominerende Astana-mandskab.

Pyrenæerne blev ikke stedet, hvor Team Saxo Bank hentede tid på de dominerende Astana-ryttere i Tour de France. Det må holdejer Bjarne Riis sande efter løbets 9. etape, hvor de to berømte bjergtoppe Col d'Aspin og Col du Tourmalet ikke spillede nogen rolle i Team Saxo Banks angrebsplaner.
Det danske cykelhold sendte ellers tyske Jens Voigt med i et tidligt udbrud med en forhåbning om, at han kunne være til hjælp for kaptajn Andy Schleck, hvis han angreb. Men som på lørdagens etape, hvor Fabian Cancellara blev sendt af sted, lykkedes planen ikke. Jens Voigt havde ikke benene til at blive i udbrydergruppen og blev hentet af feltet med Lance Armstrong og Astana-rytterne.
Søndagens etape blev vundet Pierrick Fédrigo fra Bouygues-mandskabet, der snuppede sejren foran Brian Vandborgs holdkaptajn fra Liquigas, Franco Pellizotti. Udbryderduoen sluttede etapen med få sekunder ned til hovedfeltet.
Blandt favoritterne skete der ingen forskydninger på søndagens etape, hvor italieneren Rinaldo Nocentini igen (AG2R) forsvarede sin gule førertrøje. Mandag er der hviledag i Tour de France.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret