Team Sydhavsøerne flytter til Nørre Alslev

Foto: Foto©Jan Knudsen

Sydhavs-trio tilbage til deres gamle hjemmebane.

Offentliggjort Sidst opdateret

Team Sydhavsøerne bevæger sig i aften uden for de sædvanlige rammer for at spille en hjemmekamp mod Næstved/Herlufsholm.

Sædvanligvis spiller Team Sydhavsøerne hjemmekampene i Maribo-Hallerne og Rødbyhavn Sportshal, men for første gang vælger Team Sydhavsøerne at spille en hjemmekamp i Nørre Alslev i aften.

- Vi betragter Team Sydhavsøerne som førsteholdet for hele Lolland-Falster, og derfor vil vi fremover vise os frem i andre byer på Lolland-Falster, siger cheftræner Jimmy Albrechtsen.

En anden årsag til at spille hjemmekampe uden for de sædvanlige rammer er også, at Team Sydhavsøerne efterhånden har fået et bredt netværk og støttes økonomisk af virksomheder fra hele Lolland-Falster.

Aftenens kamp er en af flere testkampe, som Team Sydhavsøerne spiller inden udekampen mod Vejle i landspokalturneringen den 31. august og den første 1. divisionskamp mod FC Fyn i Faaborg søndag 11. september.

- Vi gør meget ud af aftenens opvisningskamp, idet der bliver fælles indløb sammen med små håndboldspillere, der er speaker og musik, ligesom vores maskot, ræven, også deltager, fortæller Jimmy Albrechtsen, som glæder sig til kampen.

- Nørre Alslev Sportshal er jo min gamle hjemmebane, ligesom den er det for min bror Thomas Jørgensen og vores marketingkoordinator Bjarne Schultz, nævner Jimmy Albrechtsen.

Der er kampstart klokken 19:30 i Nørre Alslev Sportshal.