Team Sydhavsøerne går nu efter dobbelt oprykning

Team Sydhavsøernes målsætning for denne håndboldsæson var dels at vende tilbage til 1. division med førsteholdet, dels at få udviklet unge spillere på andetholdet i 3. division. Det er lykkedes over forventning:

Førsteholdet er ubesejret i 18 turneringskampe og er blot et mulehår i form af to sejre i sæsonens resterende fire kampe fra at vende tilbage til Danmarks næstbedste håndboldrække.

Andetholdet er efter et indtil videre stærkt 2009 med i oprykningsjagten i 3. division og vil med sejre i de resterende kampe som minimum slutte som nummer to. I så fald venter kvalifikationskampe til 2. division. Og det er netop de afsluttende kampe i 3. division samt de måske forestående kvalifikationskampe, som cheftræner Jimmy Jørgensen planlægger holdet til.

- Selvfølgelig er vores første prioritet at førsteholdet rykker op. Men vi har i de seneste tre kampe sparet spillere fra førsteholdet for at forstærke andetholdet. Og det vil vi fortsætte med at gøre.
- Derfor spiller Simon Mortensen og Rasmus Jørgensen færdig på andetholdet. 

Cheftræneren har heller ikke brugt den unge og stærke målmand Nicolaj Frejlev i de seneste to 2. divisionskampe. 
- Ham skal vi også bruge i andetholdets eventuelle kvalfikationskampe, understreger Jimmy Jørgensen, som også agter at rykke Anders Nissen og Thomas Jørgensen ned på andetholdet, så snart førsteholdet er rykket op.




Cheftræner Jimmy Jørgensen har i flere uger spillet på to heste.

Offentliggjort Sidst opdateret