TEAM SYDHAVSØERNE HENTER FÆRØSK LANDSHOLDSSPILLER

Det er en ordentlig kleppert, der er kommet til Team Sydhavsøerne i skikkelse af den tidligere Ajax-spiller Brandur Halgirsson. Her sammen med cheftræner Nick Szwiec. Foto: Jan Knudsen

Forstærker forsvaret med den tidligere Ajax-spiller Brandur Halgirsson, der er startet i Team Sydhavsøerne med øjeblikkelig virkning.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Der var et nyt ansigt til træningen i Team Sydhavsøerne i Lollands Bank Arena i går aftes.

Den færøske landsholdsspiller Brandur Halgirsson slutter sig til truppen med omgående virkning. Han er hentet i fallitboet i Ajax, der blev erklæret konkurs i tirsdags.

Det er en stor dreng, der har sine klare kompetencer i det forsvarsmæssige, hvor han de seneste tre sæsoner har stået solidt i Ajax-forsvaret, og så kan han også supplere på venstre back.

Brandur Halgirsson, der er 23 år gammel, har fået sin håndboldopdragelse på Færøerne, hvor han også har spillet over 20 landskampe, men karrieren tog for alvor fart, da han i tre sæsoner blev optaget på akademiet i Flensburg-Handewitt.

Lang aftale

Siden tog han et enkelt år hjemme på Færøerne, hvor han færdiggjorde sin gymnasieuddannelse, inden turen gik til København og dyrlægestudiet. Her er han i gang med sit tredje af seks studieår, og det passer perfekt med en tre-årig aftale i Team Sydhavsøerne, der udløber 30. juni 2025.

- Jeg har hørt meget godt om Team Sydhavsøerne. Det er et godt hold, der har en god hjemmebane med en fed kulisse, så det sætter jeg pris på at blive en del af, siger Brandur Halgirsson, der kommer til Lolland med store ambitioner.

- Jeg vil først og fremmest forsøge at styrke holdet og selv blive bedre som håndboldspiller. Det synes jeg, der er rig mulighed med det trænerteam, der er, og det fysiske setup, der er i klubben, siger Brandur Halgirsson, der var en del af det Ajax-hold, som smuldrede fuldstændig i takt med at skeletterne raslede ud af skabet, og til sidst endte det i en uundgåelig konkurs.

- Det har været en hård periode, men også lærerig periode, hvor jeg har lært meget om mig selv, men også en periode, hvor man har haft tid til at reflektere over, hvad man vil, og jeg er bare blevet bekræftet i, at jeg skal spille håndbold. Det er derfor, jeg er kommet her til Team Sydhavsøerne, siger Brandur Halgirsson, der ikke har trænet meget i de sidste tre uger på grund af problemerne i Ajax, så der skal lige bankes lidt rust af, men han kan få debut for sin nye klub næste søndag på udebane mod Roskilde.

Trænger til sejre

- Jeg håber, jeg kan hjælpe holdet til nogle sejre, det trænger de til, mener færingen, der så godt som havde sin fremtid på plads sidste fredag, da Ajax mødte Team Sydhavsøerne i den skandalekamp, der aldrig blev sat i gang.

- Det gav ingen mening at spille mod Team Sydhavsøerne, når jeg vidste, jeg skulle herned, siger den store forsvarsspiller, der havde fået lovning på, at han kunne blive fritstillet, men faktisk først blev det reelt efter kampen, da klubben bekræftede hans ønske på en mail.

En tilføjelse til truppen, som cheftræner Nick Szwiec er glad for.

- Allerede før sæsonen var vi på udgik efter en forsvarsspiller, fordi jeg synes, vi så lidt skrøbelige ud på netop den position, så det er en kærkommen forstærkning, vi nu har sikret hos. Brandur er fysisk stærk og kender rækken indgående, så jeg tror på, at han bliver en gevinst, siger Nick Szwiec.