TEAM SYDHAVSØERNE I KAMP MOD HURTIGLØBERE

Team Sydhavsøernes Alexander Nielsen er tvivlsom til aftenens kamp i 1. division mod FIF. Han døjer med en lyskenskade. Arkivfoto: Ingrid Riis 

Aftenens modstander i 1. division løber ufattelig stærkt i samtlige 60 minutter.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Det gælder om at have øjnene med sig, hvis man ønsker at overvære aftenens 1. divisionskamp i Frederiksberg-Hallen mellem FIF og Team Sydhavsøerne, hvis man vel og mærke vil have noget ud af det.

For det kommer til at gå stærkt med scoringerne - rigtig stærkt endda.

Det unge FIF-mandskab er kendt for at løbe kontra i samtlige 60 uden undtagelse, og det bevidner målscoringen i deres hidtidige kampe da også om. De har blandt andet vundet 34-33 og 32-31 endda to gange og også tabt 33-38 og 33-37. Kun enkelt gang i denne sæson har de scoret under 30 mål, så alt tyder på, at måltavlen også kommer på overarbejde i aften.

- Det er der slet ikke tvivl om, konstaterer Team Sydhavsøernes træner Nick Szwiec, der i sidste sæson vandt 38-35 i Frederiksberg-Hallen i en kamp helt uden forsvar.

Løber på alt

- De løber på alt, og endnu har ingen hold formået at finde en løsning på netop det, siger Nick Szwiec, der vil forsøge at dæmme op for de hurtige kontrastød med forskellige taktiske greb, som han ikke vil løfte sløret for - før efter kampen.

- Jeg har set samtlige kampe og har forsøgt at lægge taktik ud fra det, men det bliver vanskeligt, konstaterer træneren før kampen mod et mandskab, som for langt størstedelens vedkommende består af ganske unge spillere, der er opfostret i FIF's ungdomsafdeling, der er kendt for at sprøjte det ene talent ud efter det andet.

Det talentfulde mandskab har også vundet fire kampe i denne sæson - én mere end Team Sydhavsøerne - og især hjemmesejren over TMS Ringsted, der blev sikret i sidste sekund, aftvinger respekt.

Så sent som i mandags slog de Roskilde 34-33 efter et mål i de sidste sekunder.

Trække lidt tempo ud

- Det bliver en svær kamp, som vi nok skal forsøge at trække lidt tempo ud af, men når det er sagt, er det også et opgør, som vi meget gerne skulle vinde. Vi skal lidt længere op i tabellen, understreger Nick Szwiec, der lige nu indtager tiendepladsen i 1. division, men der er kun to point op til femtepladsen.

Team Sydhavsøerne indkasserede et ærgerligt nederlag senest mod HØJ, der tog fra Maribo med en tomåls-sejr, og i det opgør måtte Alexander Nielsen udgå allerede i første halvleg med lyskeproblemer.

Især forsvarsmæssigt var det et tab for Team Sydhavsøerne, og Nick Szwiec vil nødig undvære venstrehåndsskytten, der kan spille begge veje og dermed undgå en forsvars-angrebsudskiftning, som der ikke er råd til mod en modstander, der satser så ensidigt på kontrafasen.

- Men jeg ved, hvor meget han kan spille. Han har trænet med i småt omfang, men det er usikkert, hvor lang tid han holder, lyder det fra Nick Szwiec.

Der er kampstart i Frederiksberg-Hallen kl. 19:00, og Radio Sydhavsøerne sender direkte.