Team Sydhavsøerne skal bruge hjælp fra bundhold

Team Sydhavsøernes Nicolaj Jørgensen (rød) kan komme op på 200 sæsonscoringer i hjemmekampen mod Tønder. Lige nu står han noteret for 198 mål. Foto: Ingrid Riis

Flere resultater skal gå lollikkernes vej i de sidste to spillerunder.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Det så så godt ud for bare en måned siden, men nu er det faktisk skidt for Team Sydhavsøerne, der efter sejren i Grindsted i begyndelsen af marts lå særdeles lunt i svinget i forhold til at havne i play off-kampene om oprykning til Håndboldligaen.

Men to kampe senere, ser det hele noget mere dystert ud for Team Sydhavsøerne, der har smidt fire point og sendt de sjove pladser i skødet på HØJ og Grindsted, som selv kan afgøre tingene, med sejre i deres sidste to kampe, og efterlade Team Sydhavsøerne på en helt og aldeles ubrugelig fjerdeplads i 1. division, der kun giver adgang til tidlig sommerferie.

Kigger man på restprogrammet for HØJ og Grindsted, der begge har et point mere end Team Sydhavsøerne, så er der ikke voldsomt meget optimisme at hente, set med lokale briller.

Begge hold har kun bundhold på menuen. HØJ skal i morgen aften til Odense, der ligger næstsidst, dog stadig med en spinkel mulighed for overlevelse, mens de i sidste runde har Vendsyssel på hjemmebane. Nordjyderne er allerede rykket ud, så der kommer næppe nogen hjælp derfra.

Grindsted spiller ligeledes i morgen mod Roskilde på udebane, og det er måske i den kamp at håbet om en hjælpende hånd skal findes. Jyderne har endnu ikke vundet på Sjælland i denne sæson, og Roskilde skal bruge en sejr for at undgå nedrykning. I sidste runde har Grindsted på hjemmebane FIF, der på det tidspunkt kan være rykket ned.

- Det er ude af vores egne hænder, men vi skal fortsat gøre vores del af arbejdet, og resultaterne i rækken især efter jul har været præget af mange overraskelser, siger Team Sydhavsøernes træner Jakob Green, der skal bruge sejre i de sidste to kampe mod Tønder og Otterup, for at oprykningshåbet skal holdes i live.


Det er ude af vores egne hænder, men vi skal fortsat gøre vores del af arbejdet

Team Sydhavsøernes cheftræner Jakob Green

Første udfordring er altså Tønder i morgen eftermiddag i Maribo-Hallen, og den kommer på bagkant af en pokalkamp i tirsdags, hvor Team Sydhavsøerne nærmest lod københavnerne vade igennem forsvaret med hele 37 mål til følge i nederlaget på 36-37.

Jakob Green finder dog trøst i, at man i anden halvleg fik stabiliseret forsvaret en smule, så Ajax "kun" scorede 14 gange efter pausen.

- Var vi kommet fra Ajax-kampen med en dårlig anden halvleg, så havde jeg været mere bekymret, men jeg føler stadig, vi har meget at komme med, siger træneren, der afviser, at holdet har mistet pusten i de seneste kampe efter en lang sæson.

Han har alle mand til rådighed til kampen mod Tønder.

Sønderjyderne skal bruge en sejr mere, for at være helt sikker på at undgå nedrykningskampe efter sæsonen, og råder over 1. divisions næstmest scorende spiller i Kristoffer Laursen, der har nettet 168 gange. Han bliver dog overgået af Team Sydhavsøernes Nicolaj Jørgensen, der er suveræn topscorer i rækken med 198 mål.

Der er kampstart kl. 15:00 søndag eftermiddag i Maribo-Hallen.