Team Sydhavsøerne skuffer stort på hjemmebane

Oskar Hare scorede tre gange, da Team Sydhavsøerne tabte stort til Rækker Mølle. Arkivfoto: Ingrid Riis

Intet fungerede for Team Sydhavsøerne, der led et stort nederlag mod upåagtede Rækker Mølle.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Det kører ikke for Team Sydhavsøerne i øjeblikket. Det tredje nederlag i træk blev en kendsgerning søndag eftermiddag, da Rækker Mølle var på besøg i Lollands Bank Arena i Maribo.

De to hold startede som lyn og torden og scorede nærmest efter behag. Forsvar var der ikke meget af og heller ikke målmandsredninger. Det har desværre været en tendens for Team Sydhavsøerne, der har lukket alt for mange mål i de seneste kampe.

Hjemmeholdet kom ellers foran med tre scoringer i løbet af første halvleg, men så satte gæsterne den rutinerede stregspiller Dan Beck-Hansen på banen og han gjorde forskellen.

Efter omkring 20 minutters spil kom Rækker Mølle foran med 14-13, og herefter nærmest nedsmeltede Team Sydhavsøerne i de resterende minutter af første halvleg, hvor absolut intet fungerede.

Med fire mål i træk gjorde Rækker Mølle det til 19-14 i deres favør i en periode, hvor profilen Kristian Lund Vukman fik en pause på bænken, og det blev dyrt.

Rytmen var totalt forsvundet, og i sidste sekund kunne vestjydernes højre fløj Anders Flæng øge til hele 22-16 for Rækker Mølle.

Et gevaldigt opsamlingsarbejde ventede træner Klavs Bruun Jørgensen i pausen. Først og fremmest skulle han have forsvarsspillet til at fungere omkring Dan Bech-Hansen, der gjorde fuldstændig hvad der passede ham.

Men perioden før pausen, hvor Team Sydhavsøerne gik i sort, blev fatal for resten af kampen.

Forspringet, som Rækker Mølle havde oparbejdet, blev for vanskeligt at indhente for værterne, der ikke kunne tillade sig at lave ret mange fejl, og dem var der fortsat alt for mange af.

I de første minutter af anden halvleg fik Team Sydhavsøerne reduceret til en firemålsføring til Rækker Mølle, men så fik Kristian Lund Vukman en udvisning, og så udeblev muligheden for et comeback.

I stedet kunne Rækker Mølle udbygge føringen mod et hjemmehold, der blev mere og mere modløse som anden halvleg skred frem.

Da kampen var afgjort fik Team Sydhavsøerne reduceret en smule, men det kunne ikke fjerne indtrykket af en meget skidt indsats fra lollikkernes side.

Rækker Mølle vandt kampen med hele 38-31.

Med nederlaget er Team Sydhavsøerne lige pludselig en del af nedrykningskampen. Der er kun tre point ned til de kriminelle pladser under nedrykningsstregen i 1. division.