Team Tvis Holstebro henter norsk OL-guldvinder
Håndboldklubben Team Tvis Holstebro bliver en profil rigere fra næste sæson.
Norske Ida Alstad har sagt ja til at tørne ud for den vestjyske klub i to sæsoner.
Team Tvis' træner, Niels Agesen, mener, at den 27-årige bagspiller kan stort set det hele på banen, både hvad angår afslutninger udefra og indspil til stregspilleren.
- Først og fremmest er hun en spiller, der er komplet i forhold til det, vi står for og gerne vil.
- Vi tror på, at vi kan løfte hende yderligere på de spidskompetencer, hun har. Hun kommer til at spille på et hold, der spiller i et højere tempo og med større bevægelighed, end det hun kommer fra, siger Niels Agesen.
Ida Alstad kommer fra den norske klub Byåsen, hvor hun har spillet i hele sin karriere.
Hun har vundet guld ved både OL, VM og EM med Norge.
- Hun er uden tvivl den mest etablerede internationale spiller, vi på noget tidspunkt har hentet til Team Tvis Holstebro, siger Niels Agesen.
- Ved EM sidste år havde vi otte spillere med, og fem af dem var danske. Men alle fem var ikke A-landsholdsspillere, da de kom hertil, det er de blevet, mens de har været her.
- Vi vil stadig gerne have unge danske spillere og gerne nogle, vi kan løfte ind på A-landsholdet. Men for hele tiden at udfordre de spillere, vi har, bliver vi nogle gange nødt til at hente spillere, der har et endnu højere erfarings- og spilleniveau, siger træneren.
Team Tvis Holstebro ligger i øjeblikket på tredjepladsen i kvindernes håndboldliga.
Klubben har vundet ni af de seneste 10 ligakampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde