Tennis-boss: Flere trænere skal udnytte Caroline-effekt
Caroline Wozniacki har igennem en årrække været en højt profileret tennisstjerne, men det har ikke smittet af på medlemstallene i de danske klubber. Foto: Polfoto/Tidsvilde Stine
Polfoto/Tidsvilde Stine
Flere trænere skal polstre klubberne til at tage imod tennisspillerne, siger Dansk Tennis Forbunds direktør.
Klaus Nørby Jakobsen tiltræder 1. januar som ny direktør for Dansk Tennis Forbund (DTF), og han vil ikke mindst have fokus på at vende medlemsudviklingen.
Sporten kulminerede med lidt under 120.000 danske medlemmer i årene omkring 1990, men tallet har siden været faldende. Nu er det mere end halveret med 56.842 medlemmer i 2015.
Således har forbundet ikke kunnet se en effekt i form af fremgang i de seneste år, hvor Danmark ellers har haft en verdensstjerne i Caroline Wozniacki, hvorfor sporten har været mere eksponeret.
- Jeg tror egentlig, at Caroline-effekten er til stede, men nogle klubber har svært ved at håndtere den. Der er et stort arbejde fra at have en stjerne til at få unge til at synes, at det er sjovt at spille tennis, siger Klaus Nørby Jakobsen.
- I medierne ser man Caroline i en glamourøs verden, men det er knap så glamourøst i klubberne. Man kommer ned i klubben, og så regner det måske. Så bliver det hurtigt hverdag, tilføjer han.
Mangel på trænere til at tage sig af de unge er en udfordring, og den skal der laves om på.
- For at udnytte Caroline-effekten, skal man i klubberne være klar til at modtage folk og fastholde deres interesse.
- Vi er udfordret af at ikke have nok trænere. Vi behøver flere af dem for at fastholde folk, og derfor intensiverer vi træneruddannelserne, siger den nye direktør.
Klaus Nørby Jakobsen fortæller endvidere, at man i DTF etablerer en handlingsplan for at tiltrække flere medlemmer.
Forbundet vil både have bedre fat i unge og ældre, og man ser også et potentiale i at aktivere flere kvinder i sporten.
- Vi skal være endnu bedre til at tænke i målgrupper og se hvilke personer, der dyrker tennis eller kunne tænke sig det. Hvad ønsker de sig af det at spille tennis?
- Vi vil også skabe et mere socialt niveau ud over konkurrenceelementet, også for at appellere mere til kvinder og piger, lyder det fra Klaus Nørby Jakobsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet