Tennisfinale: Novak Djokovic fik sorteper

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic trak sorteper, da der lørdag var lodtrækning til næste uges sæsonfinale på ATP-touren. Samtidig kan verdensetteren Roger Federer ånde lettet op.

Offentliggjort Sidst opdateret

På forhånd stod det klart, at enten Djokovic eller Federer ville havne i gruppe med Andy Murray, som kan forvente massiv opbakning i o2 Arena i London.

Nu bliver det serberen, der får fornøjelse af at stå over for den britiske US Open-vinder, der også vandt sommerens OL.

Tomas Berdych fra Tjekkiet og franske Jo-Wilfried Tsonga gør Murray og Djokovic selskab i den ene gruppe.

Den anden gruppe består af Roger Federer, David Ferrer (Spanien), Juan Martin del Potro (Argentina) og Janko Tipsarevic (Serbien). Spanske Rafael Nadal har meldt afbud til den prestigefyldte turnering på grund af en skade.

Alle møder alle i hver gruppe, og de to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.

Danske Frederik Løchte Nielsen deltager også i ATP-finalen i doublerækken, efter at han tidligere på året vandt Wimbledon med Jonathan Marray.

/ritzau/